Billede beskrivelse

Stort byggeri for 170 mio. kroner: Ombygningen af plejehjem er gået i gang

10. november 2023 kl. 11.40
Opdateret 13. november 2023 kl. 11.12

Nu starter ombygning af Plejehjemmet Margrethelund i Dronninglund.

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er et af kommunens helt store byggeprojekter til 170 millioner kroner, som vi nu starter med Færch & Co. som totalentreprenører. Nogle af boligerne på Margrethelund er i dag meget små. Nu bliver de tidssvarende, og det er ikke kun til glæde for beboere og pårørende, men også for vores personale, som får bedre arbejdsvilkår med blandt andet større badeværelser. Der kommer en lækker træningshal, nye fællesområder og nye sale, som også kan benyttes til kulturarrangementer af byens borgere, oplyser formand for ældreomsorgsudvalget Carsten Ullmann (DD).

Man går nu i gang med de første boliger, og i 2026 ventes byggeriet helt færdigt.

81 plejeboliger bliver moderniseret og ombygget - de største med et areal på 68 kvadratmeter, mens de mindste bliver på 56 kvadratmeter. 

Byrådsmedlem og medlem af ældreomsorgsudvalget Christen Bager (S) har boet i Dronninglund i mange år, og han peger på, at Margrethelund betyder meget for byen:

- Da Margrethelund i sin tid blev bygget, var det nok det mest moderne og smukke plejecenter i Danmark. Så det er godt, at den tiltrængte renovering nu endelig kommer i gang med vinterhaven som bytorv og hjertet af plejecenteret. Her er der pavilloner, pladser og rum, som tilsammen skaber oplevelsen af at færdes i et lille bymiljø. Beboerne kan gå frit omkring på bytorvet, opleve de forskellige aktiviteter i pavillonerne og slappe af ved det bevarede springvand i centrum, oplyser han i pressemeddelelsen. 

Ingen af de nuværende beboere skal genhuses på andre plejecentre. De kan blive på Margrethelund under renoveringen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste