Store skilte er sat op - Brønderslev Marked er i sigte
BRØNDERSLEV: Nu er der kun en måned til Brønderslev Marked, og det kan ses omkring otte steder i byen - eller rettere i kanten af byen. De frivillige i markedsudvalget har været ude at sætte skilte op ved indfaldsvejene til Brønderslev.
- Vi sætter dem altid op den sidste søndag i juli måned. Det signalerer, at der snart er marked, både for byens borgere og alle andre, der kommer til byen, fortæller Michael Wittrup fra markedsudvalget.
Skiltene er en tradition, og han mener, at de har en stor betydning.
- Det kan man altid diskutere i en tid, hvor alt skal være digitalt, men vi tror virkelig på, at det har noget at sige, for rigtig mange ser det og spørger efter, hvornår skiltene kommer op. Så ved de, at der er en måned til, fortæller Michael Wittrup, der peger på, at markedet også bruger billeder med skiltene på deres facebook-side.
Skiltene kan nu ses mange steder - det største står på marken ude ved McDonald's.
Brønderslev Marked finder i år sted i dagene 1. til og med 4. september. Programmet er ikke ude endnu, men Michael Wittrup fortæller:
- Kandis kommer, og der kommer også nogen, der ikke har været der før. Ellers er det en god blanding. Meget er jo ting, man har set før.
På madfronten sker der noget nyt i det store telt - for første gang er det Brønderslev Golfcafé, der skal stå for maden.
- Der bliver en dagens ret med god, gammeldags mad, fortæller Michael Wittrup.
Vejret har også noget at sige for markedet, som sidste år fandt sted i supergodt sommervejr.
- Vi er egentlig lidt spændte, for vi har haft rigtigt godt vejr i mange år. Vi håber på, at det bliver lige så godt vejr, men omvendt så går det også endda, siger Michael Wittrup.