Stor interesse for butiksåbning i Brønderslev - folk stod i kø udenfor
Der var kø udenfor, da en ny butik onsdag morgen åbnede i Brønderslev i de lokaler i Østergade, hvor Jem & Fix lå, inden de flyttede ud på Jernaldervej.
Det er den landsdækkende kæde af tøjbutikker, Dansk Outlet, der åbnede, og samtidig har de som den første butik i kæden skiftet navn til Dansk.
Der var folk overalt i butikken, hvor der var virkelig store mængder af tøj at se på.
Badetøj, skjorter, t-shirts, undertøj, sandaler, kjoler, jeans, joggingbukser, hættetrøjer og meget, meget mere.
Laila Munkholm Collett er butikschef, og hun fortæller, at butikken er kendetegnet ved, at der er tøj til alle.
- Det er tøj til hele familien. Vi har tøj til babyer, børn, teenagere og voksne, og vi har plus size. Vi har også sko og sportstøj. Vi har det hele, opsummerer hun.
Der var også præmier på højkant - de fem første i køen fik tøj fra yderst til inderst til en familie på fire.