Stemningsfuld aften i Ørum Kirke - byder nye sangstemmer velkommen
ØRUM: Publikum kan glæde sig til endnu en koncertoplevelse, hvor velarrangerede korsatser får lov at folde sig ud i fuldt flor.
Koncertprogrammet byder på en blanding af danske tekster og nutidige arrangementer. Blandt andet synges den smukke og eftertænksomme ’Sensommervise’ af Finn Jørgensen i et nyt arrangement af Jonas Hunt, Halfdan Rasmussens ’Bær mig, stjerne’ med musik af Phillip Faber og Anne Linnets ’Natteengel’, der ligeledes er arrangeret af Faber.
Derudover kan publikum høre Sys Bjerres popballade ’Kegle’ og Sanne Salomonsens ’Hjem’, begge i fine korarrangementer, hvor sidstnævnte igen bærer Fabers signatur.
Medvirkende er Hellevad-Ørum Kirkekor under ledelse af organist Lasse Christensen, som også ledsager et par fællessange på klaver og spiller et stykke på kirkens lille orgel. Koret består af en gruppe velsyngende kvinder primært fra lokalområdet, der synger trestemmigt på det meste af deres repertoire.
Koret byder gerne nye sangere velkommen i fællesskabet. Interesserede kan henvende sig til organist Lasse Christensen for at aftale en stemmeprøve. Der lægges vægt på en ren og forholdsvis sikker sangstemme, god intonation og et grundlæggende nodekendskab.
Der er gratis entré til koncerten, der finder sted torsdag 23. oktober kl. 19 i Ørum Kirke.