Stand up med to komikere i Brønderslev
BASaren i Brønderslev byder mandag 8. maj klokken 19 velkommen til den sidste omgang comedy i forårssæsonen, og det er med Ane Høgsberg. Det oplyser BAS i en pressemeddelelse.
- Ane Høgsberg er en grænsesøgende og kompromisløs komiker, som holder af at tale om de mørke sider i mennesket og det, der optager os. Materialet er leveret med en jysk charme, der gør det svært ikke at overgive sig til grinet, skriver de.
Ane Høgsberg har optrådt siden 2008 og har arbejdet på succeser som "Nørgaards Netfix", podcasten "Voksenvenner" og været vært ved DM i stand-up 2017. Ane Høgsberg vandt desuden talentprisen 2016 ved ZULU Comedy Galla, og i 2022 var hun hele landet rundt med sit seneste soloshow "Morskab".
På aftenen optræder også Mikkel Klint Thorius, som BAS beskriver som en af de store nye stjerner på den danske stand-up scene.
- Hans materiale spænder bredt, når han både kommer omkring samfundsforhold, overvågning, politik og ikke mindst sin egen generations dumheder. Mikkel er udstyret med en stor portion selvironi, som han bruger til at behandle sit eget livs begivenheder, skriver de.
Mikkel Klint Thorius er også kendt fra Comedy Fight Club Live på TV2 Zulu, som han i øvrigt også vandt. Og hans første onemanshow ”Hvid skyld”, der også udkom hos Netflix. Senest har han turneret Danmark med sit onemanshow "Vanvittig".
Aftenens vært er Valdemar Pustelnik.
Billetter sælges i døren fra kl. 18 og i forsalg på www.basbio.dk