Billede beskrivelse

Skoleelever var med til at holde håbet op

06. oktober 2024 kl. 14.03

BRØNDERSLEV: Børn fra Brønderslev Kommune har mange forskellige håb for fremtiden. Det kom tydeligt frem, da 300 skoleelever i uge 40 deltog i salmesangskoncerten Hold Håbet Op i både Hjallerup og Brønderslev Kirke. Her spillede fire professionelle musikere til 10 sange og salmer, hvor håb var det gennemgående tema.

Det fortæller arrangørerne. 

Inden koncerten blev eleverne bedt om at skrive deres håb ned, og flere af dem blev læst op undervejs. Trine Nørgaard, konsulent i Folkekirkens Skoletjeneste i Brønderslev Kommune, fortæller, at koncerterne er resultatet af et samarbejde mellem folkekirkelige skoletjenester i hele Aalborg Stift. Den samme koncert har i løbet af uge 39 og 40 været afholdt i 11 kirker rundt om i Nordjylland.

Billede beskrivelse

Eleverne fra mellemtrinnet havde inden koncerten arbejdet med et særligt undervisningsmateriale om salmerne og øvet både melodier og tekster hjemmefra. Det gav fællessangen et ekstra løft, da der blev sunget både traditionelle salmer som "Se, nu stiger solen af havets skød" og nyere som "Hold håbet op" og "Du skal plante et træ". Især de kendte sange som "Lysene nætter", "Linedanser" og "Hvor du sætter din fod" blev sunget med stor begejstring.

Samtidig lyttede eleverne intenst til hinandens håb for fremtiden, hvoraf nogle af dem lød: Jeg håber på, at piger og drenge kan være venner uden, at folk synes, det er mærkeligt. Jeg håber på, at mine forældre kan enes. Jeg håber på, at ingen mennesker skal være hjemløse. Jeg håber på, at folk bruger deres mobiler mindre og tilbringer mere tid sammen.

Koncerterne gav eleverne et unikt rum til at reflektere over både store og små håb i deres hverdag, alt sammen rammet ind af fællessangens styrke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste