Tre dages handel og hygge kulminerer med Kulturnatten i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Brønderslev bymidte kommer til at stå på den anden ende, når den første udgave af Kulturnatten fredag aften løber af stablen.
Brønderslev Handel er en af tovholderne bag tiltaget med ekstraordinære aktiviteter fra torsdag til lørdag. Det sker under overskriften Shop og Hyg, hvor der alle dage fristes med gode tilbud i butikkerne og aktiviteter i gaderne.
Ifølge handelschef Pia Mikkelsen er der dog ikke alene tale om et shoppingevent.
- Det hele kulminerer med Kulturnatten fredag, fortæller hun.
- Det er et kæmpe samspil mellem byens butikker og det lokale kulturliv, som vi har sat i søen. Forretningerne bidrager med handel, og byens kulturinstitutioner slår dørene op til koncerter, sceneforestillinger, børneaktiviteter og meget andet, lyder det fra Pia Mikkelsen.
Udover Brønderslev Handel står aktører fra BAS, Brønderslev Bibliotek, Kulturskolen, Vores By Brønderslev og Spar Nord således bag én stor aften med masser af oplevelser, shopping og selvfølgelig en twist af Halloween.
Blandt meget andet er Kulturnatten indrammet af teatertruppen Dunkelfolket. Truppen optræder forskellige steder i byens gader og deler undervejs slik ud til de yngste.
Også orkesteret Strømsvigt er på plakaten på en aften, hvor borgmester Mikael Klitgaard (V) byder velkommen, og hvor også museumsinspektør Anders Kilgast Jensen holder foredrag om kulturens betydning.
Pia Mikkelsen ser frem til tre travle dage og naturligvis et festligt højdepunkt fredag. Hun understreger, at samarbejdet er centralt for initiativet. – Når butikker og kulturinstitutioner rykker ud i fællesskab, får byen et løft. Vi skaber ikke bare omsætning, men oplevelse og fællesskab. Mig bekendt er det også et af de største Halloween-arrangementer i Vendsyssel. Det må vist være Breaking News, siger hun og opfordrer til at tage familien under armen og sætte kursen mod Brønderslev midtby.
Fredag aften er der i øvrigt indsat to shuttlebusser med stop ved de forskellige aktører.