Billede beskrivelse

Tina fra Øster Brønderslev vandt 100.000 kroner i Lidl-konkurrence

18. oktober 2025 kl. 19.03

ØSTER BRØNDERSLEV: Der var naturligvis stor glæde, da Tina Thomsen fra Øster Brønderslev torsdag kunne tage imod et gavekort på hele 100.000 kroner hos Lidl Brønderslev. Gevinsten er den største pengepræmie som Lidl Danmark nogensinde har uddelt. Den blev udtrukket i anledning af kædens 20-års jubilæum i Danmark.

Overrækkelsen fandt sted i forretningen, hvor butikschef Morten Lyngdahl Nielsen personligt kunne ønske den heldige vinder tillykke. – Det er bare fantastisk at kunne glæde en kunde på den her måde. At det ovenikøbet er en lokal kunde, som ofte handler hos os, gør det kun endnu bedre, fortæller købmanden med et stort smil.

Billede beskrivelse

Tina Thomsen var både overrasket og overvældet, da beskeden om den store gevinst tikkede ind. – Jeg fik et chok, da jeg blev ringet op. Jeg troede faktisk ikke helt på det, før jeg fik en bekræftende mail. Så gik det op for mig, at det var virkeligt, siger Tina.

Nu kan familien se frem til et lidt større dagligvarebudget end normalt. – Med teenagebørn i huset er der altid noget at bruge penge på, griner Tina, mens sønnen Laurits på 15 år tilføjer:

– Jeg glæder mig til flere bake-off-varer fra Lidl – og måske lidt flere frysepizzaer.

Hos Lidl Danmark markerer konkurrencen et festligt højdepunkt i jubilæumsåret. Butikken i Brønderslev var i øvrigt blandt de første, der i sin tid åbnede i Danmark. I dag tæller kæden 164 danske butikker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste