Billede beskrivelse

Susanne og Preben har drevet bageriet i 40 år: - Det er en livsstil

11. januar 2026 kl. 19.01

HJALLERUP: Klokken nærmer sig 11 fredag formiddag i Hjallerup Bageri. Ovnene er blevet slukket, for som bager står man tidligt op og går tidligt hjem. 

Det ved ægteparret Susanne og Preben Ramskov alt om, idet de har haft deres bageri i 40 år og derfor netop har fejret jubilæum. 

Preben er taget hjem for at sove. Han mødte kl. 02, mens Susanne fik lov at sove en time længere. Hun kigger hurtigt rundt i bageriet for at se, om alt er, som det skal være. Inden hun kan tage hjem, venter der os en kop kaffe i den tilhørende café og en snak om de 40 år i Hjallerup.

Hun har fundet annoncen frem, som de havde indrykket i Midtvendsyssel Avis i januar 1982 i forbindelse med åbningen. Her var der bl.a. tilbud på othellolagkage til 15 kroner.

- Der er sket noget med priserne, men i forbindelse med jubilæet har vi også haft tilbud på bl.a. hindbærsnitter. Her havde vi regnet med at sælge 1.000, men vi solgte 3.560, som vi så pludselig skulle til at lave. 

- For 40 år siden lavede vi en vis portion og håbede, vi ramte efterspørgslen. I dag gør vi det på Facebook med ja tak tilbud, hvor kunderne bestiller i forvejen, og så ved vi, hvor mange vi skal bage. Det er smart, og vi undgår spild, forklarer hun.

Billede beskrivelse

Meget har ændret sig

Da de startede i Østergade, var der flere bagere i byen, og parret solgte ikke bare fra butikken, de havde også 19 udsalg, de kørte ud til. 

Der var en lille købmand i hver eneste by, og de skulle have brød fra en bager.

Dengang hed det Ramskovs Bageri, men da de i 1994 flyttede til de nuværende lokaler, som hed Hjallerup Bageri, droppede de navnet og fastholdt det gamle bageris navn, forklarer Susanne.

I dag er de fleste bagerbutikker forsvundet. I hele Brønderslev Kommune er der kun to. 

- Når vi stadig er her, er det uden tvivl, fordi vi har været gode til at omstille os, men også gode til at skære igennem og sige, at det er fint nok med alle de der nymoderne ting og sager, der kommer op, men det koster en masse penge at lave og er tidskrævende. Det har vi ikke tid til, så vi har prioriteret at bibeholde alle de gode, gamle opskrifter, som vi hele tiden har brugt. 

- Når folk kommer her, er det, fordi de vil have en god fransk vaffel eller en napoleonskage. Alt det fancy er noget, de tager med hjem fra Aalborg. Vi har kunder, der gerne vil have det gode gammeldags. Vi sælger også enormt mange rugbrød, som vi også bager efter de gamle opskrifter med hørfrø og solsikkekerner.

Udfordringer

Bagerparret har klaret flere kriser i løbet af de seneste 40 år. Blandt andet coronapandemien og derefter energikrisen, hvor de pludselig sad med en elregning på 84.000 i stedet for 20.000. 

- Vi har heldigvis altid haft byens opbakning, og under energikrisen gav de noget ekstra til elregningen. Næppe var den krise overstået, før kommunen gravede hele vejen op foran vores butik. Det varede halvandet år, og når man ikke kan køre hen til butikken, bliver vi fravalgt. Det kostede os mellem 50 og 100.000 kroner om måneden. 

Billede beskrivelse

Som om det ikke var slemt nok, kørte Susanne galt sidste år og brækkede ryggen. 

- Jeg lå derhjemme i tre måneder, og da rendte Preben stærkt. Jo, der har gennem de 40 år været både op- og nedture.

Natarbejde

Som bager arbejder man om natten. Det er svært for mange, men ikke for Preben og Susanne.

- Det at være bager er ikke bare et arbejde, det er en livsstil. Man vænner sig til det. Vi står tidligt op, men til gengæld har vi vores aftener, hvor vi kan gå til noget eller se venner. Når vi kommer hjem, sover vi et par timer og står så op og får aftensmad og laver et eller andet der. Vi går i seng ved 21-tiden og er så klar til en ny dag. Vi er begyndt på at holde lukket om søndagen, og det er nok det bedste, vi har gjort. I gamle dage kørte far til bageren søndag morgen efter rundstykker. Sådan er det ikke mere. Nu sidder familierne i stedet derhjemme og spiser brunch og hygger sig.

Parløb i 40 år

Susanne og Preben er begge bageruddannet på Holstebro Tekniske Skole, og det var da også der, de mødte hinanden. 

Billede beskrivelse

Efter uddannelsen arbejdede de forskellige steder, inden de i 1982 åbnede bageriet i Hjallerup. Her har de arbejdet side om side i 40 år, og de er fortsat gift!

- Vi har fra starten lavet den regel, at når vi er i bageriet, så er vi arbejdskolleger, og når vi klæder om og går ud ad døren, er vi mand og kone. Det har vi formået at efterleve i alle årene, og ellers kunne det slet ikke gå. Når vi kommer hjem, kan vi godt diskutere, men det gør vi aldrig i bageriet.

Fritid

Som om bageriet ikke giver arbejde nok, så har ægteparret også istandsat en landejendom på Rørholtvej, hvor de opdrætter skotsk højlandskvæg.

- Vi elsker at gå og ’tulle’ med kreaturerne. Det har krævet mange arbejdstimer, men det er noget helt andet end bageriet, siger Susanne, der også oplyser, at de ved siden af ejer to ejendomsselskaber med 52 lejligheder.

- Det er en af grundene til, at vi har kunnet overleve, for har bagerbutikken haft et sløjt år, så har vi måske kunnet hente lidt ved et af selskaberne. Vi har nok at se til, og det sker da også somme tider, at det kniber lidt med tiden, men vi hjælpes ad, og så går det, fastslår hun.

Fremtiden

Der er ingen af parrets børn, der ønsker at overtage bageriet, men Susanne håber alligevel, at der vil være nogle, der kunne tænke sig at drive bageriet videre. 

- Vi har mange kunder ikke bare fra Hjallerup, men også fra de omkringliggende byer, så det burde være muligt at føre butikken videre. Hvor længe, vi fortsætter, kommer an på helbredet. Står der en køber i morgen og banker på, så slår vi til, men ellers fortsætter vi, så længe helbredet holder, slutter Susanne Ramskov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste