Den svenske gigant - DollarStore - ventes snart at åbne de første danske butikker. Formentlig under navnet BIG-Dollar. Brønderslev og Hjørring er blandt de første danske lokaliteter, kæden kaster sig over. PR-foto: DollarStore
Shopping

Snydt på målstregen: Brønderslev får ikke den første danske DollarStore

Næstved er rykket foran på affyringsrampen - men både Hjørring og Brønderslev er på spring

13. april 2022 kl. 13:43

NORDJYLLAND: Det ser ikke længere ud til, at det bliver Brønderslev, der får æren af at være hjemsted for den første danske DollarStore-butik. Det fremgår af årsregnskabet for selskabets danske afdeling.

DollarStore er en svensk kæde, der åbnede sin første butik i 1999. Koncernen omfatter i dag 118 butikker, der har en samlet omsætning på næsten fire milliarder svenske kroner.

Se også
Svenske Dollarstore kommer til Brønderslev

DollarStore beskrives som Sveriges hurtigst voksende discountkæde, der minder om en blanding mellem Harald Nyborg, T. Hansen og Flying Tiger – men markant større.

Butikkerne sælger kosmetiske varer til personlige pleje samt husholdnings-, bolig- og haveudstyr til discountpriser. Sortimentets varer er af egen import fra Fjernøsten - eller indkøbt via grossister i Europa.

Det skulle starte i Brønderslev

I længere tid har det været kendt, at kæden arbejdede på at rykke ind på det danske detailmarked - og i starten af februar kunne Nordjyske så fortælle, at kæden var på vej til at etablere sig i Brønderslev. Med virkning fra 1. oktober 2022 skal kæde overtage en nybygget butik på 3.100 kvadratmeter, som opføres af selskabet Blue Capital.

Det har tidligere været opfattelsen, at butikken i Brønderslev ville blive den første danske - men af det netop offentliggjort årsregnskab for selskabets danske afdeling, Ahlberg Dollarstore ApS, fremgår det altså, at det i stedet bliver i Næstved, hvor den første danske butik åbnes.

I Næstved har DollarStore nemlig her fra april lejet sig ind i et tomt varehus, der tidligere husede en Føtex-butik. Og efter nogle måneders klargøring oplyses det i årsregnskabet, at det er forventningen, at butikken i Næstved åbnes i juli 2022.

Se også
- Dollarstore bliver godt for hele Brønderslev Kommune

Den danske afdeling af selskabet har foreløbig indgået 10-årige lejekontrakter for tre danske butikker i henholdsvis Næstved, Brønderslev og Hjørring. Butikkerne er mellem 3.000 og 3.700 kvadratmeter - og de to i Vendsyssel bliver nybyggede. Det oplyses desuden, at den samlede huslejeforpligtelse for de tre lejemål er på cirka otte millioner kroner om året.

Snart klar i Hjørring

Mens DollarStore overtager butikkerne i Næstved og Brønderslev henholdsvis 1. april og 1. oktober, så bliver Hjørring det tredje led i kæden. Her overtager man 1. december 2022 lejemålet, der opføres ved Frederikshavnsvej.

Det ligger nu i øvrigt også fast, at kæden i Danmark kommer til at optræde under et lidt andet navn end i Sverige. I årsregnskabet står der således følgende:

"I det første regnskabsår har virksomheden primært etableret og registreret varemærket ”BIG-DOLLAR” som vil være det overordnede brand for butikkerne i Danmark".

Det skyldes, at der i Danmark allerede findes en mindre kæde i Danmark med navnet DollarStore, der har etableret butikker i København, Glostrup, Solrød Strand og Vordingborg.

BIG-DOLLAR - som navnet altså fremadrettet vil være på det danske marked - har planer om indenfor de kommende år at etablere 50 butikker i Danmark. Og det kommer til at ske indenfor de næste tre år.

Nordjyske har uden held forsøgt at få en kommentar fra den svenske koncerns danske direktør, Thomas Jellum.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu