Skotøjshandler Lars Jacob vil på pension
BRØNDERSLEV: - Nu har jeg haft 47 år "i sko"; jeg synes, jeg har opnået det jeg skulle og har fortjent at gå på pension.
Ordene kommer fra skotøjshandler Lars Jacob, der er ved at afvikle sin butik i Nygade. Som han har drevet i 22 år.
Men hvorfor lige nu?
- Jeg er blevet 65½ år, og jeg kan se hvordan min kone er blomstret op, efter hun er gået på efterløn. Nu vil jeg også holde op i tide, men jeg stadig har et fint helbred, så jeg kan få nogle gode år sammen med min kone, siger Lars Jacob.
Men hvornår drejer Lars Jacob så nøglen om i Nygade for allersidste gang?
- Det er lidt af en hemmelighed. Jeg skal have ryddet butikken for så mange varer som muligt, inden jeg lukker; jeg afventer lige og ser hvordan ophørsudsalget udvikler sig, siger skotøjshandleren.
- Og det restlager jeg eventuelt står tilbage med, tager jeg med til min butik i Hjørring, hvor jeg så forsøger at få solgt de sidste varer, inden jeg lukker definitivt. Butikken i Hjørring er solgt, og jeg kan da godt sige, at butikken i Brønderslev er lukket senest juleaften, pointerer Lars Jacob.
Men hvad skal han så få tiden til at gå med, når han pludselig får en masse fritid?
- Vi har sommerhus i Blokhus, hvor vi vil bo halvdelen af året. Og så vil jeg til at dyrke lidt sport. Spille golf og begynde at løbe; jeg vil gerne i form, så jeg kan løb fem kilometer, smiler den kommende pensionist.
Han kan se tilbage på mange gode år som skotøjshandler i Brønderslev.
- Det har været rigtig skønt at drive forretning her i byen og opleve en masse glade kunder.
Lars Jacob mener dog at der de senere år har været en afmatning i detailhandlen.
- Det skete, da corona-epidemien ramte os. Folk begyndte at passe bedre på deres penge, og det blev jo forstærket af stigende renter og store varmeudgifter.
Glæder sig til mere tid
Det ændrer dog ikke helhedsbilledet. Lars Jacob har elsket at sælge sko, men det er uden vemod, at han nu trækker sig tilbage.
Nu har jeg i mange år mødt ind klokken 8 om morgenen og arbejdet til klokken 18. Nu glæder jeg bare til at have tid til en masse andre ting, slår Lars Jacob fast.
Han ved ikke, hvad der skal ske med butikken i Nygade, når han har lukket helt ned.
- Det er ikke mig, der ejer lokalerne, så jeg ved ikke der kommer til at ske, siger Lars Jacob.
Vores snak bliver løbende afbrudt af kunder. Denne fredag formiddag er der masser kunder i butikken. Som gerne vil gøre en sidste god handel, inden Skoringen i Brønderslev bliver fortid.