Se fotos: Go’ handel på årets første sommeraften
Årets første sommeraften blev også en forrygende handelsaften i Brønderslev. Torsdag var både høj og lav inviteret på endnu en udgave af En Go’ Aften. Vejrguderne stemte i med ideelle betingelser, hvilket afspejlede sig i stort rykind i midtbyen.
Her havde næringslivet lagt sig i selen for at forkæle kunder og gæster med solide tilbud og herlig stemning. Aktiviteter for alle aldersgrupper bidrog til en herlig event, der blev indledt med det stort anlagte motionsløb til fordel for landets hospitalsklovne.
Godt 100 børn og voksne deltog i det velgørende indslag, der løb af stablen på en 2 kilometer lang rundstrækning med start og mål på Albani Plads. Siden fortsatte løjerne med blandt andet klovneunderholdning, klatrevæg og øvrige forlystelser for de yngste. I løbet af aftenen lagde også en af landets fremmeste Kim Larsen-fortolkere vejen forbi.
Således var der rig lejlighed til at skråle med på nationalskjaldens ørehængere udsat for Ole Gas. Også folkene bag Spark Dæk-tiltaget i Brønderslev bidrog til en vellykket aften. Flere steder var der mulighed for at se nærmere på flotte veterankøretøjer – alt imens diverse boder fristede med grillede lækkerier.
Ligeledes lagde Brønderslev Floorball Club vejen forbi på en aften, hvor der var mulighed for at handle i specialbutikkerne helt frem til kl. 22.
Brønderslev Handel er på banen med endnu et Open by Night -arrangement den 31. august.