Så landede Julemanden i Brønderslev
Der blev gjort store øjne - ikke mindst blandt de alleryngste, da Brønderslev Handel torsdag for alvor skød julen i gang.
Den lokale handelsstandsforening havde nemlig sat ingen ringere end selveste Julemanden stævne. Den gavmilde herre havde annonceret sin ankomst på slaget 17 og præcis som lovet landede han med kane og rensdyr på taget af Huset Agerbæk.
Her stod det lokale brandvæsen klar med stige til at assistere hovedpersonen ned på gaden, hvor adskillige hundrede børn og voksne ventede.
- Hold da op. Hvor er der mange søde børn her i byen, konstaterede den velpolstrede herre, alt imens borgmester Mikael Klitgaard (V) slog fast, at der faktisk kun er søde og glade børn i Brønderslev.
Borgmesteren havde således fået æren af at byde Julemanden velkommen – godt assisteret af de mange poder.
Siden begav både Julemanden og Julemor sig gennem Nygade til Algade, hvor det store juletræ skulle tændes. Det foregik med nedtælling inden strømmen blev sluttet og lysene smukt illuminerede gågaden.
I dagens anledning var der i øvrigt længe åbent i byens butikker. Her kunne der juleshoppes helt frem til kl. 20 på en aften, hvor også drillenissen Elnis og Snedronningen skabte stemning i gaderne.
Ligeledes assisterede Brønderslev Harmoniorkester samt guitaristen Thomas Ravn med julemelodier.