Rasmus er Klokkerholms nye købmand
KLOKKERHOLM: Så ny er Rasmus Hostrup Sørig, der pr. 1. juni overtager Meny Klokkerholm, nu heller ikke. Han har nemlig været ansat i butikken i 23 år, bor i byen og kender kunderne. Og de kender ham.
- Jeg har altid befundet mig godt her i Klokkerholm og i butikken. Det gør jeg stadigvæk, men jeg har altid drømt om at blive købmand, fortæller Rasmus.
- Jeg vidste jo godt, da jeg blev ansat, at det ville blive svært her, for Martin er jo ikke så mange år ældre end mig. For et års tid siden begyndte vi at snakke om fremtiden, og da forklarede jeg ham, at hvis jeg skulle overtage butikken, skulle det være inden for relativ kort tid. Om fem år tror jeg ikke, jeg ville orke det, for jeg har jo et fint og godt arbejde. Det skal være nu, hvor jeg kan nå at få noget ud af det. Vi blev enige, og fra 1. juni er det mig, der er købmand. Jeg overtager butikken med stor respekt for det, Martin og Mette har opbygget gennem mange år. De har drevet en butik, som byen har bakket op om.
Martin startede i 1989
Rasmus overtager dagligvarebutikken efter Martin Kærsgaard, der sammen med hustruen, Mette, åbnede butik i Klokkerholm i Brugsens lokaler i juni 1989. Butikken hed dengang Lavpris, og skiftede senere navn til Storkøb og derefter Favør, inden den for 10 år siden fik navnet Meny Klokkerholm. I 2011 flyttede butikken i nye og moderne lokaler.
- Jeg kender butikken godt, men der er stadig flere ting, jeg ikke er helt inde i, så heldigvis fortsætter både Mette og Martin som ansatte i butikken. Vi fortsætter på en måde det gode samarbejde, og nu er det så bare med mig som købmand. Måske en lidt underlig situation, men den skal vi nok klare, fortæller Rasmus.
- Vi har altid arbejdet godt sammen. Vi har snakket om tingene, inden vi har truffet beslutninger. Sådan fortsætter det, og jeg har ikke aktuelle planer om ændringer, men håber da naturligvis på at kunne vækste de kommende år.
Ikke bare en butik
- Det er byens eneste butik, så vi har et stort ansvar for byen og dens udvikling. Derfor håber jeg også at kunne fortsætte det gode samarbejde, vi hidtil har haft med borgere, lokale foreninger og andre. Det er vigtigt for en lokal butik. Det er en god og sund butik i nye lokaler, jeg overtager. Det er en velfungerende butik, som jeg selv har været en del af i mange år. Vi har en stabil omsætning, påpeger Rasmus.
En by i vækst
- Vi oplever i øjeblikket, at mange unge flytter hertil. Det er ofte unge, der er opvokset her, og som har være borte et stykke tid for at få en uddannelse. De vender nu tilbage og bosætter sig her med familie. Klokkerholm er også en god by, tæt på Aalborg, med meget rimelige huspriser og et godt foreningsliv. Byen vokser, og det betyder meget for butikken og lover godt for fremtiden. I Meny-kæden er vi selvstændige købmænd og bestemmer det meste selv. Vi kan således indrette vores sortiment, så det passer til vores kunder. Naturligvis er der en række varer, vi skal have på hylderne, men vi kan sortere ting fra, vi ikke kan sælge. Vi skal f.eks. ikke have vin til 1000 kroner pr. flaske. Dem kan vi ikke sælge.
- Jeg føler virkelig, vi har en butik, der passer til byen, selv om man måske godt kan sige, at det er lidt urealistisk, at en by med 1000 indbyggere og 350 husstande har en sådan dagligvarebutik. Det burde i virkeligheden ikke kunne lade sig gøre, men det kan det. Det var en stor satsning, da man byggede den nye butik, men det var en god beslutning. Jeg glæder mig til årene, der kommer, og til at føre butikken videre som en naturlig del af byens hverdag, siger Rasmus Hostrup Sørig.