Ny frisørsalon i byen
Frisør Lotte Libak flytter og udvider
BRØNDERSLEV: Der er kommet en ny frisørsalon i midtbyen. Det er frisør Lotte Libak, der tidligere drev frisørsalon fra sit hjem, som nu har åbnet salon i Algade 42. For at kunne følge med kundernes efterspørgsel har hun udvidet med frisør Signe Lykke Nielsen og er flyttet i de nye og større lokaler.
- Det går så godt, at det var tid til at udvide, så der kommer lidt mere luft i kalenderen, fortæller Signe Lykke Nielsen.
De to frisører har tidligere arbejdet sammen som kolleger.
Salonen ligger i dét lokale, hvor hudplejeklinikken B-Beautiful indtil for nylig lå. Nu er hudplejeklinikken rykket op på første sal.
- Det er ret smart. Det er sådan et skønhedshus nu med os i stueetagen, griner Signe Lykke Nielsen.
De to naboer har da også allerede talt om et samarbejde, da det er oplagt i forbindelse med f.eks. brude.
Frisør Salon Lotte Libak åbnede 16. oktober.