Dorte Toft og Mikael Simonsen er på udkig efter en ny indehaver til Kræmmerhuset i Hals. Foto: Allan Mortensen
Shopping

Nu sælger Mikael og Dorte hele butikken

25. april 2022 kl. 16:15

En travl hverdag med byrådsarbejde og fuldtidsjob er ikke forenelig med også at drive butik på fuld tid. Den erkendelse er indehaverne af Kræmmerhuset Hals, Mikael K. Simonsen og Dorte Toft i hvert fald nået frem til.

Parret har ellers haft stor succes med genbrugsbutikken, der har til huse i den tidligere Fakta-bygning på Sønderskovvej. Her har ikke mindst reolmarkedet, hvor kunder har kunnet leje sig ind med stadepladser kontinuerligt skabt travlhed.

Men den 30. september er det slut. Her har Mikael og Dorte sidste dag bag kassen. De håber, at en ny indehaver inden da melder sig på banen.

- Vi har allerede modtaget et par henvendelser, men der er endnu ikke noget konkret, siger Mikael K. Simonsen.

Han understreger at begge har værdsat tiden som butiksindehavere.

- Det har været sjovt at starte op, men at drive butik er ganske enkelt for ufleksibelt i forhold til at få enderne til at nå sammen. Jeg er trådt ind i byrådet, og Dorte har stadig sit fuldtidsarbejde. Og ingen af os ønsker at give afkald på noget af dette, tilføjer han og bakkes op af Dorte.

- Tilsammen har vi også tre teenagedrenge, som vi gerne vil nå at få endnu flere oplevelser med, inden de bliver voksne. Så vi er nået frem til, at butikken tager for meget af vores tid.

Komplet butik

Frem til den 30. september holder Kræmmerhuset åben på samme vilkår som hidtil. Der er ligeledes mulighed for at leje stadepladser. Interesserede er meget velkomne til at rette henvendelse til indehaverne for at høre mere om betingelserne for en overtagelse.

- Der er mulighed for at overtage en komplet og klar butik, hvor vi allerede har taget det lange seje træk, lyder det fra Mikael og Dorte.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu