Billede beskrivelse

Mortens tattoo-forretning åbner i nye lokaler

29. december 2023 kl. 19.00

Der knokles på højtryk i de tidligere banklokaler på Nygade 34 i Brønderslev. Tatovør-forretningen Newink Tattoo slår 3. januar dørene op til en ny og større butik på den adresse, der i mange år husede Danske Bank.

- Vi har travlt med at blive færdige, siger indehaver Morten Thorlund Johannsen. 

- Vi har brugt de seneste uger på at klargøre lokalerne. Nu er det lige straks, inden vi åbner på en meget mere synlig adresse. Det kan kun blive godt, tilføjer Morten. 

Han fortæller, at Newink Tattoo har eksisteret siden 2015 på foreløbigt to forskellige adresser i Brønderslev.

- Vi er vokset ud af begge. Nu har vi et stort og bredt kundegrundlag. Kunderne kommer fra hele Nordjylland. Behovet for større lokaler er efterhånden blevet udtalt, så de tomme lokaler her i Nygade er en kærkommen lejlighed til at flytte adresse, konstaterer Morten Thorlund Johannsen.

Plads til laser og piercing

Og der bliver da også tale om en tattoo-salon efter alle kunstens regler. 

De nye lokaler indrettes med lækkert interiør og rummer blandt andet en lounge for ventende kunder og gæster. 

Udover de seks faste tatovører får de nye lokaler også plads til en laserklinik til fjernelse af uønskede tatoveringer. Ligeledes indrettes en piercingklinik i kælderen. 

- Nu skal vi lige have de sidste detaljer på plads. Der mangler lidt maling og finish og så er vi ellers klar til at åbne på vores nye adresse midt i Brønderslev. Vi glæder os helt vildt og vi ser frem til at komme i gang med det vi er allerbedst til – nemlig at smykke folk med tatoveringer i højeste kvalitet, siger Morten. 

Billede beskrivelse

Han slår i øvrigt fast, at tatoveringer ikke længere kun er et anliggende for den yngre del af befolkningen. 

- De senere år har vi fået flere og flere kunder i den øverste ende af aldersspektret. En dame på 83 er vist den ældste, vi har haft inde. Hun har endda fået lavet to tatoveringer hos os, beretter Morten. 

Han fortæller videre, at åbningen markeres med nogle gode tilbud. 

- Dog er vi fuldt bookede lige foreløbigt, men alle er velkomne til at kigge forbi og se de nye lokaler, siger den glade indehaver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste