Mødrehjælpens butik indviet
Stort rykind i Bredgade
BRØNDERSLEV: Der var godt fyldt op med mennesker, da Mødrehjælpens ny butik i Bredgade i Brønderslev i fredags blev indviet. Efter at frivillige har knoklet med at få lokalerne og alle varerne gjort klar, stod butikken klar med børnetøj, legetøj, bøger og meget andet i lange baner.
Folk fra Mødrehjælpen i Aalborg og København var mødt frem sammen med en masse frivillige og andre interesserede, og der var både taler, snoreklip og kagemand.
Lokalformand Gitte Krogh holdt tale og glædede sig over, at frivilligkonsulenter fra Aalborg havde taget initiativ til at søsætte en afdeling i Brønderslev.
Hun fortalte, at de frivillige har arbejdet kraftigt på sagen, siden de fik nøglerne til de nye lokaler 12. marts.
- Lige nu er opgaven at få salg i butikken af alt det skønne børnetøj, legetøj og udstyr, som vi har fået doneret, sagde hun.
Maria Hertz, der er frivilligchef i Mødrehjælpen, holdt også tale og roste butikken og de frivillige.
Hun mener, at Mødrehjælpens tilstedeværelse i Brønderslev vil gøre en forskel.
- Vi ved, at det at have et lokalt holdepunkt, et sted man kan gå hen og få hjælp, det er utroligt vigtigt, sagde hun.
Formand for børne- og skoleudvalget, Lone Birkmose Lex, fik også ordet og var glad og hæftede sig ved, at det hele er baseret på gode værdier.
- Det er glæden ved at gøre noget for andre og give sig selv til noget, der er højere, sagde hun.
Så klippede hun en rød snor med hjælp fra en dreng i spiderman-tøj, og så var der ellers kage, hygge og mulighed for at købe nogle af de mange varer, som butikken bød på.
Mødrehjælpens butik skal ud over at være butik også byde på aktiviteter for sårbare mødre og gravide samt mulighed for rådgivning.
Afdeling i Brønderslev dækker hele Vendsyssel og er mødrehjælpens butik nummer 31 i landet.