Billede beskrivelse

Mødrehjælpen flytter til Algade: Nye rammer skal give mere plads til både familier og frivillige

12. januar 2026 kl. 14.02

BRØNDERSLEV: Der er godt gang i pensler, skruemaskiner og flyttekasser hos Mødrehjælpen i Brønderslev. 

Den lokale forening er nemlig i gang med at rykke ind i nye lokaler på Algade 28 – og på lørdag fejres det hele med en festlig åbningsdag.

- Vi er simpelthen vokset ud af de gamle lokaler. Vi manglede både plads og bedre adgang, især i forhold til parkering og modtagelse af donationer, fortæller Ilse Hansen, formand for Mødrehjælpen Brønderslev.

Mere plads og bedre arbejdsvilkår

De nye lokaler byder blandt andet på flere kvadratmeter i butikken, hvilket giver langt bedre muligheder for at udstille varer og skabe overblik – både for kunder og frivillige.

- Det betyder virkelig meget. Nu har vi bedre forhold, når vi skal sortere, modtage og vaske tøj og ting. Det gør arbejdet nemmere og mere overskueligt for vores frivillige, Siger Ilse.

Foreningen overtog lokalerne midt december, og siden har der været fuld fart på istandsættelsen. Her er hjælpen blandt andet kommet fra medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Hellige i Aalborg Menighed.

- De var seks-syv personer, der brugte to dage på at male det hele. Det er vi simpelthen så taknemmelige for, fortæller hun.

Størstedelen af malingen er doneret af Høj Farver i Hirtshals, mens resten er kommet fra Malermester Lasse i Brønderslev.

Billede beskrivelse

Frivillige har knoklet

Flytningen har betydet, at den gamle butik nu er lukket, og alt er kørt ned til den nye adresse.

- Vores frivillige har virkelig kløet på. De har malet møbler, flyttet, samlet reoler og sat varer på plads. Man kan tydeligt mærke den gode stemning – og ejerskabsfølelsen. Jeg har selv været her stort set hele tiden, og det er bare fantastisk at opleve fællesskabet, siger Ilse.

Bedre for familierne

For brugerne betyder flytningen blandt andet et mere centralt sted i byen og et større udvalg i butikken.

- Nu kan vi have flere varer fremme, og det gør det både nemmere og mere indbydende for kunderne. Samtidig giver det os bedre muligheder for at øge omsætningen – og dermed lave endnu flere aktiviteter for de familier, der har brug for hjælp, forklarer hun.

Festlig åbningsdag

Lørdag den 17. januar fra kl. 10-13 fejres den nye butik med en officiel åbning, hvor både børn og voksne er inviteret.

- Vi håber virkelig, at mange kigger forbi og hilser på os. Brønderslev Bibliotek kommer, og der vil også være pigegarden, så der er noget for hele familien. Det bliver en dag, hvor vi fejrer fællesskabet og vores nye butik, afslutter Ilse Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste