Meny i Hals udvider parkeringspladsen
Mens naboejendommen til Meny i Hals for tiden er under nedrivning, så sker det med henblik på at udvide Menys parkeringsareal.
Det fastslår købmand og medindehaver, Daniel Pape. Han fortæller, at der allerede for ti år siden blev indgået en aftale med ejeren af Østergade 1 om et køb.
- Det er en gammel aftale. Vi har haft forkøbsret på ejendommen, og nu er vi altså gået i gang med at rive huset ned. Der skal etableres et nyt parkeringsareal, som giver plads til cirka 12 nye båse, forklarer Daniel Pape.
- Vi har længe haft behov for flere parkeringspladser og nu kan vi snart tilbyde vores kunder lidt bedre muligheder i den sammenhæng. Han maner således en lang række rygter på især de sociale medier i jorden om en forestående udvidelse af Meny.
- Det vi ikke i gang med. Godt nok har vi planer om en ny slagterafdeling, men det er et projekt vi endnu ikke har fået byggetilladelse til. Det ligger et stykke ude i fremtiden, og det har ikke noget at gøre med købet af Østergade 1, forklarer Daniel Pape.