Mathias er ny uddeler: SuperBrugsen er her også om 10 år
DRONNINGLUND: SuperBrugsen i Dronninglund har fået ny uddeler.
Det er Mathias Korsbæk, der kommer fra en stilling som uddeler i SuperBrugsen i Vodskov. Det bliver dermed ham, der kommer til at stå i spidsen for arbejdet med at vende udviklingen i Dronninglund, hvor SuperBrugsen gennem de senere år har været udfordret.
Det har medført, at butikken tidligere på året opgav sin selvstændighed og blev overtaget af SuperBrugsen i Løkken.
Trods sine kun 29 år er Mathias en erfaren herre. Inden han blev uddeler i Vodskov, var han i en periode uddeler i Farsø.
- Jeg valgte at søge stillingen i Dronninglund, fordi der her er tale om en selvstændig forening. Det samme er butikken i Løkken, og det giver større muligheder for selv at sætte kursen og i højere grad tænke nyt og skabe fremgang. De penge, vi tjener, kan vi geninvestere i vores butik, siger Mathias, der startede i jobbet 1. december.
- Nu har vi ikke tjent så mange penge de senere år, men det tror Løkken på, at vi kommer til, og det tror jeg også selv. Vi skal dog til at gøre tingene anderledes og mere simpelt, så vi har tid til at give kunderne gode oplevelser, ligesom vi skal satse mere på slagter- og delikatesseafdelingen. Her starter to nye til februar, og det sammen med andre tiltag gør, at jeg ser positivt på fremtiden. Det bliver selvfølgelig en udfordring at vende udviklingen, men jeg har flere idéer til, hvordan det skal ske, lyder det fra Mathias.
Dygtige medarbejdere
- Jeg kan ikke klare det alene, men heldigvis er der ansat en række erfarne og gode medarbejdere. De er med på, at vi skal gøre tingene på en anden måde, og det er de særdeles positive overfor. Vi skal stå med de rigtige varer på det rigtige tidspunkt og til de rigtige priser. Det arbejde er vi allerede gået i gang med.
- Vi skal naturligvis have bestyrelsen i Løkken med på idéerne, men afstanden er kortere, end hvis vi var underlagt Coop med masser af butikker. Det gør det lettere, siger Mathias, der allerede er begyndt at indhente tilbud på nye kølere til delikatessen og til slagterafdelingen.
- Jeg er sikker på, at vi i løbet af de kommende par år vil skabe en butik, der ser anderledes ud. Konkurrencen er hård, og vi skal være skarpere på udvalg og pris. Tilbudsavisen er vores grundsten og en af årsagerne til, at der kommer kunder. Desuden må vi så selv krydre det med arrangementer, ja tak tilbud og mange andre ting. Det gjorde vi meget ud af i Vodskov, og det agter jeg at videreføre her i Dronninglund. I Vodskov lykkedes det at hæve omsætningen med fire mio. kroner, og det kan vi vel også her i byen. Dronninglund er jo en ret stor by med et stort opland.
Rema 1000 spøger
- Jeg håber og forventer, at vi i løbet af et år eller to er et andet sted, som gør, at vi står bedre rustet. Det er jo også det, jeg er ansat til. Jeg har i Vodskov prøvet at være nabo til Rema 1000, der ligger lige over for SuperBrugsen. Der viste vi, at vi godt kan bide skeer med den butik. Der er jo hård konkurrence overalt. Her i byen er vi nabo til Coop 365, og der er alle steder kamp om kunderne. Vi ved godt, at der kun er den omsætning, der nu engang er i byen, og den kage skal alle butikker have en del af. Det er vilkårene ved at være forretningsdrivende. Den konkurrence og kamp må vi tage op. Det er grundlæggende de samme varer, vi sælger, og der må vi så slå på de ting, vi er gode til. Vi skal også skabe optimisme om vores butik. Folk skal ikke gå og spekulere på, om SuperBrugsen lukker om lidt. Det gør den ikke. Vi skal nok nå i mål, og vi er her også om 10 år, siger uddeler Mathias Korsbæk.