Maja har drevet sin tøjbutik i 19 år
BRØNDERSLEV: I 45 år har Børneshoppen været en fast del af bylivet i Brønderslev, og de seneste 19 år har Maja Albrechtsen stået bag disken. Servicen er personlig og nærværende og det har været med til at gøre butikken til et sted, mange vender tilbage til gennem generationer.
Hos Børneshoppen/Stars finder man alt fra de mindstes bodyer og flyverdragter til de stores jeans, jakker og festtøj. Butikken rummer nemlig to afdelinger:
Børneshoppen til baby, mini og kids 0-12 år og STARS til teens 8-16 år.
En bevidst opdeling, der giver de unge deres eget univers – både i butikken og på de sociale medier.
- Vi har et rigtig stort udvalg til teens, både til drenge og piger, og vi oplever, at det er et segment i vækst. De unge går meget op i mode, og her kan de prøve, se og mærke tøjet, fortæller indehaver Maja Albrechtsen.
Hos Stars finder man blandt andet populære mærker som Jack & Jones til de store drenge, men også masser af styles til piger.
Kunderne kommer langvejs fra. Fra blandt andet Aabybro, Pandrup, Hjørring, Tårs, Østervrå og Vestbjerg. Og mange nævner den gode stemning og den personlige betjening som årsagen til, at de vender tilbage.
- Vi er stolte af, at butikken stadig består og ovenikøbet vækster. Mange børnetøjsbutikker er lukket, men vi oplever, at folk stadig gerne vil handle fysisk. De vil se, mærke og blive inspireret, siger Maja.
For hende handler det om at skabe en oplevelse, hvor kunderne går derfra med et smil, og lysten til at komme igen.
- Jeg elsker at gå på arbejde. Det betyder meget for mig, at vi bidrager til bylivet og stadig har en butik, som folk vælger at køre efter, siger hun.
Hos Børneshoppen og Stars står de klar til at hjælpe med at finde det helt rigtige outfit – uanset alder, størrelse eller anledning.