For et par uger siden flyttede Lone Dahl sin Klinik LD fra Tylstrup til Brønderslev - og det gav pote lige med det samme. Foto: Lars Høj
Shopping

Lone flyttede til Brønderslev ... ordrebogen blev fyldt lige med det samme

LONE DAHL HAR HAFT FODPLEJEKLINIK I TYLSTRUP I FEM OG ET HALVT ÅR, MEN HAR NU FLYTTET DEN TIL BRØNDERSLEV. DET HAR VIST SIG AT VÆRE EN RIGTIG GOD BESLUTNING.

02. juli 2022 kl. 12:00

I fem og et halvt år har Lone Dahl, der er eksamineret fodplejer, drevet Klinik LD fra sin bopæl i Tylstrup, men for et par uger realiserede hun en gammel drøm - nemlig at sige farvel til fuldtidsjobbet som sosuassistent og gøre klinikken til fuldtidsarbejde.

I klinikken tilbyder hun fodbehandlinger af forskellig slags til sine kunder, der kommer i alle aldre og køn.

- Tylstrup er ikke stor nok til at at jeg kunne gøre klinikken til et fuldtidsjob, men det er Brønderslev, siger Lone Dahl, som efter kun et par uger på den nye adresse i Bredgade i Brønderslev kan konstatere, at ordrebogen var fyldt.

- Jeg ligger meget centralt i Brønderslev og får strøgkunder, som kigger ind og bestiller en tid - det er simpelthen bare dejligt, siger Lone Dahl.

Klinikken er åben helt til kl. 21 mandag og tirsdag aften, og det er noget kunderne kan bruge.

- Det er jo her, at mange har fri og har tid til at få ordnet fødder, siger hun.

Klinikken er lukket onsdag, men åben torsdag og fredag i dagtimerne samt lørdag kl. 9-15.

På spørgsmålet om hvorvidt den fyldte ordrebog sætter tanker om ansættelse at personale i gang, trækker Lone Dahl på det.

- Tanken er, at jeg skal kunne klare klinikken alene, men hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg jo overveje, hvad der så skal ske, siger hun.

Foreløbig er hun blot ualmindelig glad for flytningen til Brønderslev, som kunderne altså har taget rigtig godt imod.

Nyeste