Billede beskrivelse

Lokal tøjbutik står stærkt med lokal opbakning

23. december 2025 kl. 19.01

BRØNDERSLEV: Hos Vero Moda i Brønderslev handler det om langt mere end tøj og nye trends. Det er et sted med historie, lokalt engagement og relationer, som går år tilbage.

Butikschef Dorthe har været i forretningen i omkring 15 år og har fulgt udviklingen helt tæt. Fra dengang kunderne strømmede ind fysisk, til en nutid, hvor sociale medier, webshop og livesalg er blevet en naturlig del af hverdagen.

- Vi har rigtig mange stamkunder, og mange af dem har fulgt os i årevis. Vi er på fornavn med utrolig mange, fortæller hun med et smil.

Flere ben at stå på

I dag er temaet bredt. En af dem, der binder det hele sammen, er Line Svane, som både arbejder i butikken og hjælper på tværs af øvrige afdelinger. Line har været en del af teamet siden 2017 og er med til at få både webshop, livesalg og hverdagens drift til at spille sammen.

- Vi er meget mere end bare en butik. Vi har butik, lives, sociale medier – og vi elsker, at der sker noget, siger Line.

Hun fremhæver også, hvor vigtigt der er, at kunderne både kan handle fysisk og online – men stadig støtte den lokale butik i Brønderslev.

Relationer i centrum

Nogle kunder har handlet i butikken i flere årtier, mens andre netop er vendt tilbage til byen med familie og ny bopæl.

Her bliver ikke bare solgt en bluse. Der bliver talt om konfirmationer, studentertider, hverdagsliv og meget mere.

Dorthe og Line fortæller samstemmigt, at relationen er drivkraften.

- Det er det, der gør jobbet sjovt. Vi elsker den personlige kontakt, siger de.

Et sortiment med noget til mange

Butikken byder på et sortiment, der rammer bredt. Butikken rummer nemlig også et udvalg til yngre piger. Det har været meget populært blandt lokale familier.

Som privatejet butik adskiller Vero Moda Brønderslev sig fra kædeejede afdelinger. Det betyder blandt andet, at de selv vælger sortiment, og at deres webshop er deres egen.

- Når kunder handler på vores webshop, så støtter de os direkte, og det betyder meget for os, fortæller de.

Et aktivt 2026 med fokus på fællesskab

Selvom januar og februar traditionelt er de stille måneder, ser teamet allerede frem mod foråret.

Der planlægges blandt andet nye modeshows. Foråret bliver særligt travlt med konfirmationer, festlige lejligheder og nye kollektioner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste