Home i Brønderslev flytter til nye lokaler på Algade 42
Shopping

Lokal Home-butik flytter til nyt ”hjem”

27. februar 2023 kl. 06:00

Fra Bredgade til Algade. Nu udlever Home Brønderslev de samme boligdrømme, som mange af sine kunder: Drømmen om det man kalder de tre vigtigste betingelser for et godt boligsalg: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

 - Det gælder i høj grad også for en mæglerbutik, fortæller ejendomsmægler og indehaver, Pernille Muhlig. 

Sammen med sin kollega glæder hun sig til at flytte ind i nye, lækre lokaler i den gamle ejendom på Algade 42. Den har været gennem en større renovering, men efter den 23. februar står alt altså klar til et nyt kapitel.

200 meter, men en verden til forskel

- Det plejer at være os, der hjælper til, når folk vil sælge eller købe bolig og flytte til et nyt hjem. Men nu er det altså vores tur til at pakke flyttekasserne, siger indehaver Pernille Muhlig. 

- Selv om der kun er 200 meter og tre minutters gang fra Home-butikkens hidtidige placering og til vores nye ”hjem”, så er der alligevel en verden til forskel, fremhæver den lokale ejendomsmægler. 

- Det er bare en fantastisk synlighed, vi får. Hver dag kommer der rigtig mange folk forbi butikken, understreger hun.

Pernille Muhlig overtog Home Brønderslev i 2019. Siden er det gået over stok og sten. 

- Vi er vokset de seneste år og har øget vores markedsandel. Samtidig er vi også begyndt at sælge boliger i Løkken, fortæller hun og uddyber: 

- Der er meget i medierne om, at boligmarkedet er gået i stå, men det er altså ikke virkeligheden her i området. Vi havde et godt 2022 – ikke helt så godt som 2021, men kun med en mindre nedgang. Nu er der faldet ro over renten og energiudgifterne, så jeg forventer, at boligsalget i 2023 nok skal blive fornuftigt. Interessen for at købe bolig fejler ikke noget, fastslår hun.

Fejres med ”indflytterfest”

Flytningen til de nye lokaler skal selvfølgelig fejres med en ”indflytterfest”. Fredag den 3. marts er der reception fra kl. 13 til 15. Her er kunder, samarbejdspartnere og venner af huset velkomne til at kigge forbi til en pølse, en tår at drikke og til at se den nyindrettede Home-butik. 

Denne byder i øvrigt på fine faciliteter. 

- Vi får både plads til indbydende, uforstyrrede mødefaciliteter og til lys og luft omkring os, så vi kan yde det optimale for vores kunder, siger Pernille Muhlig. 

Alt er selvfølgelig indrettet efter Home-kædens nyeste koncept – moderne og enkelt i lyse, venlige farver og med god plads til at præsentere boligerne i både vinduer og på store tv-skærme.

Home Brønderslevs åbningstider og kontaktoplysninger er uændrede efter flytningen.

Annonceret indhold

Nyeste