Brønderslev Handel er klar til Go’ Aften Brønderslev 6. august. Foto: Henrik Louis
Shopping

Klar til Go’ Aften Brønderslev med god stemning og handel

04. august 2021 kl. 17:00

Når Brønderslev Handel fredag 6. august byder på Go’ Aften Brønderslev i byen med længe åbent i butikkerne og en masse forskellige aktiviteter i byens gader, så er det en tradition, som betyder meget for byens butikker. Det fortæller formand for Brønderslev Handel, Trine Dolbak.

- Det betyder rigtigt meget. Det er en aften, der er speciel for os alle sammen. Når vi kommer efter almindelig lukketid, bliver der rigtigt meget hygge. Det er en aften, vi ikke vil undvære, og det er fedt, at vi kan få lov igen, og den her gang har vi et kæmpe program. Det er dejligt med liv i gaden igen, fortæller hun.

Trine Dolbak peger også på, at det for butikkerne er en dag, hvor der er mulighed for at skabe en god omsætning.

Til Go’ Aften Brønderslev handler det også meget om at skabe en god stemning - og det er også vigtigt, at der er noget for hele familien.

- Jeg tror, det betyder noget for folk, at der sker noget i byen, og at man kan komme herned og hygge sig. Det er jo hyggeligt, og der bliver en anden stemning, når vi har åbent udenfor normal åbningstid. Folk har ikke travlt, forklarer Trine Dolbak.

Go’ Aften Brønderslev er også gerne en aften, hvor folk mødes og snakker med hinanden.

God opbakning

Trine Dolbak oplever en stor opbakning til byens butikker, både til Go’ Aften Brønderslev arrangementerne men også generelt, efter at man fik lov at åbne igen efter nedlukningen ved årets start.

Mange vil gerne handle lokalt.

- Folk har vist, at de vil byen. De har været ude og bruge gode penge, oplever Trine Dolbak.

Der kommer også folk fra andre byer end Brønderslev - fx Løkken, Sæby, Hjørring og Vestbjerg.

Der var også en Go’ Aften Brønderslev i maj, og det var også en god aften, melder Trine Dolbak.

Den var dog præget af corona-restriktioner. Denne gang kan man noget mere.

- Nu kan vi holde koncerter, og vi kan være flere samlet. Det bliver også mere frit ved dét, at der ikke er mundbind. Det bliver lidt mere normalt nu, uden at vi kan slå os helt løs, smiler Trine Dolbak.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu