Kim Larsen er tiltrådt som ny købmand hos Aldi i Hals.
Shopping

Kim er ny købmand i Aldi

13. november 2022 kl. 13:03

Et nyt ansigt har overtaget taktstokken hos Aldi i Hals. Kim Larsen, 45 år og fra Svenstrup er ny købmand i forretningen, der omsætningsmæssigt er blandt de største i Nordjylland. 

– Det er et spændende. Jeg glæder mig til rigtigt at komme i gang med jobbet, siger Kim Larsen. - Den første tid har budt på en del oplæring. Både i forhold til at lære Aldi-kæden at kende og desuden med henblik på at blive klogere på selve butikken her i Hals. Der er meget man skal sætte sig ind i, så jeg er glad for at have nogle gode medarbejdere og sparringspartnere, tilføjer den nye købmand. 

Han har en fortid i Netto-kæden og har desuden været ansat i en række detailbutikker. – Så jeg har bred erfaring med salg og er i sin tid også uddannet salgsassistent, beretter Kim Larsen.

Den nye købmand glæder sig til de kommende udfordringer.

Bredt kundesegment

Aldi i Hals har ifølge købmanden et godt tag i lokalsamfundet. 

- Byens borgere handler i stort omfang i vores butik. Det gælder folk i alle aldre. Og så er vi jo heldige at ligge midt i et stort sommerhusområde med mange tyske turister. De kender Aldi, og selv om vi baserer os på danske produkter, så er Aldi jo en tysk kæde. Det tiltrækker helt automatisk de tyske kunder, konstaterer Kim Larsen, der er tiltrådt med henblik på at skabe ledelsesmæssig stabilitet i butikken. 

- De senere år har der været en del udskiftninger. Nu skal der ro på, og det er blandt andet derfor jeg er ansat, forklarer Kim Larsen. Han glæder sig i samme ombæring over at være tiltrådt i en forholdsvis nyrenoveret butik, der er godt rustet til fremtiden. 

Kim Larsen kommer fra en stilling i Netto og har gennem årene også været omkring detailbranchen.

- Der kommer til at ske mange spændende ting i de kommende år. Vi har en stor og velindrettet butik, og Aldi er i konstant udvikling. Vi kombinerer den tyske effektivitet med dansk kvalitet. Og så tilstræber vi hele tiden at tilpasse os kundernes ønsker og behov. Jeg ser frem til at bidrage til at gøre Aldi i Hals til en endnu bedre butik, fastslår den nye købmand.

Annonceret indhold

Nyeste