Kæmpe hindbærsnitter gik som varmt brød
Der var gode muligheder for at forsyne hele nabolaget og samtlige familiemedlemmer med kage til kaffen den forgangne torsdag.
I hvert fald, hvis man benyttede sig af et spektakulært ja-tak-tilbud fra KonditorBager Brønderslev. For blot 100 kr. kunne man erhverve en kæmpe hindbærsnitte svarende til en halv bageplade. Det var lækkerier nok til cirka 20 personer.
Dén fristelse havde mangen en kunde svært ved at takke nej til. Hele dagen blev der langet masser af kæmpemæssige hindbærsnitter over disken.
- Det har været et stort hit, fortæller bagerekspedient Julie Mørk.
- Jeg tror vi har solgt godt 60 af slagsen, hvilket jo er rigtig mange almindelige snitter. Men det har også været et fantastisk godt tilbud. Når man ser på mængden, svarer det til cirka halv pris i forhold til en almindelig hindbærsnitte.
For at få del i tilbuddet var det i øvrigt en forudsætning, at man bestilte kagen dagen i forvejen.