Julemanden landede i Brønderslev til Go' Aften Brønderslev - se billeder her
Selv om sneen var afløst af regn. Og på trods af stigende smittetryk, så lykkedes det alligevel at lokke Julemanden til Brønderslev. Torsdag aften landede han på taget af Agerbæk.
Her var brandvæsnet klar med stige, således at den populære skikkelse kunne hejses sikkert ned til den store fanskare.
Siden gik det i samlet trop mod Algade, hvor byens juletræ blev tændt. Så var der for alvor linet op til aftenhandel med forskud på Black Friday.
Det festlig arrangement foldede sig ud med masser af tilbud i byens forretninger på en aften, hvor der var mulighed for at handle helt frem til kl. 21.
- Vi er ganske godt tilfredse med opbakningen fastslår handelschef Peter Karstrøm Vagning.
- Og så har det jo været en rigtig god anledning til at præsentere Brønderslevs flotte nye julebelysning. Nu håber vi så bare, at det store fremmøde også afspejler sig i god omsætning i byens butikker, tilføjer Peter Karstrøm Vagning.
Udover det festlige indslag med Julemanden bød aftenen også på besøg af Elnis med sit rensdyr, Snedronningen, drillenissen Erik og Brønderslev Harmonikaorkester. Arrangementet blev rundet af med både fakkeloptog og festfyrværkeri.