Billede beskrivelse

Irma laver større indtog i Nordjylland efter exit for 14 år siden

05. april 2025 kl. 11.02

Dagligvarekæden Irma har primært været en storkøbenhavnsk og nordsjællandsk ting. 

Dog har kæden også haft en Aalborg-afdeling, der havde åbent fra 2008 til 2011 - men siden har Irma været ikke-eksisterende i byen og hele Nordjylland. 

I maj sidste år blev den sidste Irma-butik så lukket. Det markerede samtidig begyndelsen på et stort Irma-indtog i landets Coop-butikker - som dermed gav alle danskere lokal adgang til det ellers eksklusive Irma-brand. 

Og nu udvider Coop så tilstedeværelsen af det ikoniske varemærke, når man ruller en række Irma-varer ud i alle sine 365discount-butikker.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse - og det samme bekræfter informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, over for Ligeher.nu. 

- De (Irma-varer, red.) kommer ind i første omgang i afgrænsede perioder i 365discount - lige mange i alle butikker, skriver han i en mail. 

Større salg

Kategoridirektør i Coop, Jeff Salter, der er ansvarlig for varer og indkøb i koncernen, fortæller i pressemeddelelsen, at planen er at gøre Irma "til Danmarks førende mærke for kvalitetsvarer i dagligvarehandlen og få det gjort tilgængelig over hele landet". 

- Siden vi i januar 2023 offentliggjorde, at Irma fremover skal være et landsdækkende mærke frem for en butikskæde, er salget af Irma-varerne gået frem. Og de ca. 150 varer, der lever videre, har i dag et større salg, end da Irma eksisterede som kæde. Med vores udvidelse af udvalget med ca. 100 nye produkter, forventer vi, at salget vil vokse markant. For flere forbrugere har et ønske om højere kvalitet til konkurrencedygtige priser, tilføjer han. 

Hvilke Irma-varer, man kan købe i 365discount i fremtiden, har Coop ikke offentliggjort, men der er samlet set tale om et trecifret antal.  

365discount har 363 butikker fordelt over hele landet - lidt over 40 af dem er placeret i Nordjylland.

Du finder din lokale 365discount-butik i kædens oversigt her.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste