Hun startede som helt ung – i dag elsker hun stadig at gå på arbejde
BRØNDERSLEV: Mange i Brønderslev har haft deres gang i Bog & Idé – også som børn.
For nogle er det stedet, hvor de fandt deres første penalhus eller en god bog. For andre er det stadig et fast stop i hverdagen. Og for Anette, der i dag driver butikken, er det langt mere end bare en butik – det er et helt arbejdsliv.
- Jeg elsker at køre på arbejde hver dag. Det gør jeg virkelig, siger hun med et smil.
Fra ung mor til butiksliv
Vejen ind i butikslivet var ikke snorlige. Som 16-årig blev Anette mor, og kort tid efter begyndte hun på handelsskolen med en drøm om at komme ud i butik.
- Jeg vidste egentlig bare, at jeg gerne ville arbejde i butik. Det var sådan en drøm, mange havde dengang, fortæller hun.
En læreplads i en boghandel blev starten, og den retning har hun holdt fast i siden.
Gennem årene har hun været omkring flere butikker og byer, inden hun for snart 11 år siden overtog butikken i Brønderslev.
Tæt på kunderne
Noget af det vigtigste for Anette er relationen til kunderne.
- Jeg vil gerne have den der connection med mine kunder. Jeg vil gerne vide, hvem de er – og at de ved, hvem jeg er, siger hun.
Det er også derfor, hun tidligere har valgt at skære ned, da hun havde mere end én butik. For hende handler det ikke om størrelse, men om nærvær. Og det kan sagtens mærkes i hverdagen.
- Jeg elsker, når folk kommer ind og siger ’hej Anette’.
Ikke kun bøger – men mennesker
Selvom branchen har ændret sig markant med online handel og lydbøger, oplever Anette ikke, at den fysiske bog er på vej væk.
- Jeg synes stadig, folk gerne vil have en bog i hånden. Der er noget særligt ved det, siger hun.
Og især én ting har overrasket hende:
- De unge læser rigtig meget – og det er faktisk mange engelske bøger. De kan komme ind og købe fire bøger og komme igen en måned efter efter nogle nye. Det er virkelig flot.
Mere end bare en arbejdsplads
Selvom Anette ikke er opvokset i Brønderslev, er byen blevet en stor del af hendes liv. Gennem både butikken, netværk og fritidsinteresser har hun fået relationer langt ud over butiksgulvet.
- Jeg har fået veninder her i byen, og man lærer bare folk at kende på en anden måde. Det er noget af det, jeg virkelig sætter pris på.
For hende er det netop kombinationen af mennesker, hverdag og relationer, der gør forskellen.
- Det er ikke bare et arbejde, det er en livsstil.