Shopping

Hjallerup er helt klar til julen

27. november 2021 kl. 06:00

Det var absolut ikke vejret, der bidrog til julestemningen, da Hjallerup Handels & Erhvervsforening i sidste uge afviklede Christmas By Night som optakt til juletiden. Det blæste, ja, nærmest stormede og småregnede, men det holdt nu ikke folk hjemme.

Flere hundrede mødte op for at deltage og for at se julemanden tænde det store træ på Dramhus Pladsen. Det gjorde han kl. 17, hvor han ankom i en stigevogn fra Falck.

Det var populært. Ikke mindst blandt børnene, der i stort tal var mødt op. De fleste havde et ledlys i hånden, skænket af Spar Nord. De fik også lys i øjnene, da julemanden tændte juletræet og dermed markerede, at juletiden nu er over os.

I det hele taget var der gjort meget ud af at give børnene en oplevelse. De kunne således deltage i en skattejagt rundt i byens butikker og pengeinstitutter, hvor de skulle løse forskellige opgaver for til sidst at deltage i en konkurrence med fine præmier.

Da det er 100 år siden, den første danske pølsevogn rullede ud, blev der uddelt hotdogs til de første 100 personer.

Butikkerne havde i dagens anledning fundet en række juletilbud frem, og for at give alle fred og ro til at handle blev der holdt åbent helt frem til kl. 21.

Nyeste