Her er to butikker åbnet dør om dør
Der var gode grunde til at kippe med flaget i Lille Østergade i Hals den forgangne lørdag. Her markerede to lokale butikker nemlig, at de nu åbner dør om dør. Mens Trine Jensen er flyttet ind i nye lokaler med sin garnbutik, Kreativiteten, så har tøj og brugskunstforretningen Hos Pia åbnet en gaveshop lige ved siden af. Begge butikker har nu til huse i den bygning, der tidligere husede Skanse Sko.
- Jeg har haft lokaler i Midtergade i et års tid. Nu har jeg fået muligheden for at rykke ind på dobbelt så meget plads. Det er jeg rigtig glad for, siger Trine Jensen.
- Her har jeg tilmed mulighed for at have mit lager i baglokalet, ligesom forretningen i det hele taget er mere centralt baseret i byen.
Trine Jensen suppleres af Pia Rasmussen, som altså er rykket ind ved siden af.
- Vi har i forvejen gaveartikler i vores butik på Torvet. Ofte er der dog kunder, som skal bruge en gave udenfor almindelig lukketid. Det kan vi så tilbyde her, hvor der også er åbent i aftentimerne. Man låser sig ind med en sms-kode og betaler med MobilePay, siger hun.
Pia Rasmussen beretter videre, at gaveartiklerne suppleres med blomster og buketter fra Silles Barvogn.
De to butiksindehavere markerede i formiddagstimerne åbningen med en fælles reception.