Hanne og Mikkel har åbnet en boghandel i Asaa
ASAA: Det hører til sjældenheder, at der i disse år åbner en ny boghandel. Det er ikke desto mindre det, der er sket i Asaa, hvor Hanne Mortensen og Mikkel Thrane Lassen har åbnet et antikvariat på adressen Strandvejen 412 midt i Asaa.
’Hanen og Thranen’, kalder de butikken, hvor de især sælger god skønlitteratur og bøger om kunst, musik, historie og samfund.
Når de to netop har valgt at åbne butik i Asaa, er det ikke helt tilfældigt.
- Vi har længe snakket om at få en fysisk butik, og det var vigtigt, at den netop kom til at ligge i Asaa, hvor vi selv bor. Vi er begge læseheste, og gradvis opstod tanken om på sigt at komme til at leve af bøger suppleret af lidt andet, fortæller Mikkel, der underviser på AOF i IT for seniorer og holder foredrag om klassisk musik og musik i almindelighed.
- Nordjyder er i modsætning til københavnere parate til at køre lidt længere og vant til, at man kan blive nødt til at køre efter tingene. Vi vil gerne bidrage til lokalsamfundet med en butik, så der er noget at kigge på, når man kommer gående, og ikke bare tomme butikker. Vigtigst er nok, at det er sjovt, og vi er helt vilde med det, slutter Hanne Mortensen.
Online boghandel
Inden de åbnede butikken i Asaa, har de drevet online boghandel, som de startede under coronaen. Den fortsætter de med, og her kan man til enhver tid se, hvilke bøger, der er på lager.
- Antallet af boghandler er jo på vej ned, men det er bestemt ikke, fordi der bliver produceret færre bøger. Der udgives faktisk utroligt mange bøger. Skolerne begynder igen at købe ind. Man har jo fundet ud af, at mange børn ikke læser så godt. Det er man så ved at ændre lidt på nu. Vi tror på, at bogen er levende, og det vil vi også gerne bidrage til, at den bliver ved med at være, siger Hanne.
Parret gør også meget ud af at reklamere for bøger på for eksempel Facebook for at nå bredere ud.
- Vores priser ligger i den lave ende, når vi sammenligner os med andre antikvariater, men vi har da også ekstremt dyre bøger. Det kan godt være, vi aldrig får dem solgt, men måske sidder der en dag en person i England eller Tyskland og får øje på den og køber den. Det er jo det, nettet kan.
Brugte bøger i kvalitet
Hos Hanen og Thranen består udvalget for nu udelukkende af brugte bøger, men det skal man bestemt ikke lade sig skræmme af. Parret gør nemlig en dyd ud af at indsamle kvalitetsbøger og sortere det gode fra det dårlige, og ved at købe brugt, kan der jo samtidig være penge at spare.
- Nogle tror, der er tale om en rødekors-agtig butik. Hvis det er den forventning, man har til prissætningen, så kan vi ikke være med. Til gengæld har vi kun gode bøger. Vi tømmer ikke dødsboer og den slags, fremhæver Mikkel.
Tanken er også, at man som kunde kan bestille nye bøger direkte til butikken, så på sigt vil de nye bøger formentlig fylde mere og mere.
Udover bøgerne er der også planer om forskellige sociale aktiviteter i butikken. For eksempel er der planer om 'Litterær Lørdag', hvor man taler om forskellige værker.
- Der er heldigvis mange aktiviteter i området, og vi vil så forsøge at finde noget, andre ikke gør. Man skal lige finde sit eget snit, men det skal handle om litteratur. Det er det, vi ved noget om, siger Hanne med overbevisning.