Fredag blev der ydet halv pris på butikkens beholdning af billedkunst. Her er det nogle af de frivillige i skikkelse af Jonna Luther (t.v.), Edith Astrup og John Christensen, der sorterer i værkerne. Foto: Allan Mortensen
Shopping

Halv pris på kunsten

24. maj 2022 kl. 16:15

Der var gode muligheder for at supplere den private samling af kunstværker og tilmed spare penge, hvis man fredag lagde vejen forbi Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Gandrup.

Således var der 50 procent rabat på alle malerier og billeder i butikken. Samme tilbud gjaldt bøgerne.

- Vi har simpelthen oparbejdet en stor portion billedkunst. For at få tyndet lidt ud i beholdningen har vi valgt at holde en slags fernisering med halv pris på værkerne, fortæller daglig leder Eva Pedersen.

- Vi er jo begrænset af en vis pladsmangel. Selv om folk er rigtig flinke til at handle i vores forretning, så kan det ikke undgås, at tingene hober sig op. Og billeder og malerier er altså noget af det vi efterhånden har meget af, konstaterer Eva Pedersen.

Cirka syv år

Hun oplyser videre, at butikken i Borgergade efterhånden er blevet en veletableret del af det lokale forretningsliv.

- Vi har været her i cirka 7 år. Tidligere husede bygningen Spar Nords lokale afdeling, og den er jo ikke som sådan bygget til forretning. Men det fungerer fint for os. Tilmed kan vi mærke tiltagende interesse fra kunderne. Formentlig også fordi, at genbrugstanken er blevet mere udbredt, lyder det fra Eva Pedersen.

Udover bøger og billedkunst rummer butikken alt fra tøj og nips til lamper og køkkenudstyr. Overskuddet går blandt andet til at hjælpe socialt udsatte og ensomme i Danmark.

Butikken i Gandrup drives for tiden af 17 frivillige. Der holdes åbent alle hverdage samt på den første lørdag i måneden.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu