Efter konkurs: Nu er der godt nyt om Mayflowers fremtid
BRØNDERSLEV: Det er en måned siden, selskabet bag garnbutikken Mayflower - A/S Vest Tex - i Brønderslev gik konkurs.
Efterfølgende holdt man butikken åben i nogle dage - og webshoppen lige så - og nu er der så nyt om ejerskabet bag det populære brand.
Det fremgår af en pressemeddelelse på Mayflowers hjemmeside.
Her offentliggør det Kolding-baserede firma Sam Partner, at man har købt A/S Vest Tex med omgående virkning.
- Vest Tex A/S og 'Mayflower'-brandet har i en årrække bevist sit potentiale med ekspansion og positive resultater. Udviklingen de seneste år har ikke helt levet op til potentialet, og da muligheden for at købe selskabet og bygningerne opstod indledte vi en dialog med kurator, og jeg er glad for, vi allerede nu er blevet enige om en fornuftig aftale, siger Michael Duus, der er adm. direktør i Sam Partner.
Hans Peter Storvang, der var udpeget som kurator i konkursboet efter A/S Vest Tex, fortæller desuden, at han har modtaget henvendelser "fra mere end 20 selskaber".
- Alt taget i betragtning har vi fundet en rigtig god løsning med en ny ejer, der kan videreudvikle selskabet og den synergi, der ligger i gruppens andre aktiver, siger han.
Foruden selve selskabet, bygninger og aktiver overtager Sam Partner også de tilbageværende medarbejdere i Mayflower.
Hvad Sam Partner har betalt for at overtage garnfirmaet fremgår ikke af pressemeddelelsen.