Billede beskrivelse

Det skal der ske med gammel møbelforretning i Brønderslev

Novabil A/S i Brønderslev købte for tre år siden naboforretningen Haungaard Møblers forretningsareal

10. august 2022 kl. 12.02

1550 kvadratmeters gammel møbelforretning overgik i 2019 til Toyota-forhandleren Novabil A/S.

Se også
Fremtidssikring: Bilforhandler køber kendt bygning i T-kryds

Dengang fortalte Novabil A/S-indehaver, Niels Pedersen, at man havde i sinde at udnytte de ekstra kvadratmeter til blandt andet en biludstilling.

- Vi regner med at kunne bruge noget af arealet, og vi kunne godt tænke os at finde nogen, der kunne leje sig ind, så vi får en pæn indfaldsvej til Brønderslev, fortalte Niels Pedersen i 2019 til Nordjyske.

Siden er der gået tre år, uden at lokalerne fra den gamle Haungaard Møbler-forretning har været taget i brug.

Billede beskrivelse

Men det bliver der ændret på i disse dage.

Således er Novabil A/S begyndt at forberede netop en udstillingshal for forretningens Toyota-biler.

- Vi er ved at lave en udstilling til vores biler, både nye og brugte. Vi startede for to måneder siden og er færdige om 14 dage. Og så skulle der gerne blive ladestandere til elbiler også, siger Niels Pedersen.

Han oplyser, at der bliver plads til cirka 50 biler i udstillingen. Men hvorfor skulle der gå tre år fra overtagelsen af nabobygningen, til den blev taget i brug?

- Indtil for nylig havde vi et areal lige over for butikken, som Almas nu har købt. Der havde vi en gammel klargørings- og vaskehal, og nu har vi så bygget en ny klargørings- og vaskehal ved siden af. Det areal, vi kom af med, manglede vi så til vores brugte biler, og derfor måtte vi tage nabobygningen i brug, forklarer Niels Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste