Der var julehygge på Elmehøj
Centerrådet stod bag, da en hyggelig tradition lørdag blev vedligeholdt på plejecentret Elmehøj i Øster Brønderslev. Således var der inviteret til julemarked med alt, hvad den slags vanligt byder af fristelser.
Fine boder med alskens effekter, søde sager og masser af julestads indrammede fællesrummet. Markedet åbnede kl. 13, men længe inden stod folk i kø ved indgangen.
Og så blev der ellers handlet og oset alt imens centerrådet solgte ud af blandt andet hjemmelavede småkager, saft boller og sirupskager. Også et velassorteret lotteri indgik i julemarkedet, hvor overskuddet går til at forsøde tilværelsen for Elmehøjs beboere.