Der er godt gang i fritidshusmarked
Aktiviteten er nu tilbage på samme niveau som i 2005
Sommerhussalget fortsætter i højt gear - i hvert fald hvis man kigger over en bred kam. Det seneste år er priserne på sommerhuse steget med cirka seks procent, hvilket for første gang i mange år er mere end parcelhusene, der er steget med 4,2 procent. Det viser en ny analyse fra Realkredit Danmark, der har taget temperaturen på det danske sommerhusmarked. Siden sommerhussalget nåede bunden i 2011, har det haft pil opad. Og i øjeblikket er handelsaktiviteten på sit højeste siden 2005.
- At sommerhusmarkedet nu overhaler huspriserne skyldes især, at de lave renter fortsat gør det billigt at købe sommerhus. Samtidig har det økonomiske opsving bidt sig fast, og flere får plads i økonomien til at realisere drømmen om et sommerhus, siger Morten Rimer Christensen, der er boligansvarlig i Danske Bank i Nordjylland.
Også i Nordjylland går det fremad på sommerhusmarkedet i takt med de bedre økonomiske konjunkturer. Sommerhussalget er blevet tæt på fordoblet siden 2011 - og der har været fremgang i aktiviteten tre år i træk.
- Vi køber som regel kun sommerhus, når økonomien er i god form. I Nordjylland har den stigende aktivitet dog ikke for alvor sat sine positive spor i sommerhuspriserne. Priserne på sommerhuse har nærmest bevæget sig sidelæns over de seneste år, siger Morten Rimer Christensen. Han nævner, at priserne på sommerhuse i Nordjylland stadig er godt 20 procent under pristoppen i 2007/2008.
Billigere finansiering
Fremgangen på markedet for sommerhuse over en bred kam skyldes også, at der sidste år kom nye regler for sommerhuse. I dag kan du for eksempel låne 75 procent af sommerhusets værdi som realkreditlån mod tidligere kun 60 procent. Og netop adgangen til billigere finansiering har mange sommerhusejere benyttet sig af, lyder det fra Realkredit Danmarks cheføkonom, Christian Hilligsøe Heinig. Han peger dog på, at interessen for at købe sommerhus allerede steg i 2015, før de nye regler trådte i kraft.
- De nye regler har helt klart givet en vitaminindsprøjtning til sommerhusmarkedet, men den primære forklaring på, at det nu går så meget bedre, skyldes de lave renter og det økonomiske opsving, slår Christian Hilligsøe Heinig fast og tilføjer, at det i dag faktisk er halvt så dyrt at finansiere sommerhuskøbet som i 2007. Om sommerhuspriserne også i fremtiden vil overgå huspriserne er svært at spå om.
- Så længe renten er lav, og det økonomiske klima er godt, så har markedet for sommerhuse gode betingelser. Vi forventer, at priserne på sommerhuse i 2018 vil stige tre-fem procent - og dermed på niveau med parcelhusene, siger Christian Hilligsøe Heinig.
Fortsat store nedslag
Selvom udbuddet af sommerhuse falder - og er faldet med mere end 10 procent siden 2016 - bliver der ifølge analysen fra Realkredit Danmark stadig givet store nedslag i udbudsprisen på sommerhusmarkedet. Særligt i Nordjylland ligger prisnedslaget højt med 12 procent i forhold til første udbudspris. På et 80 kvadratmeter sommerhus kan man slå godt 135.000 kroner af prisen i gennemsnit. Er man på jagt efter et sommerhus, har Morten Rimer Christensen derfor et par gode råd med på vejen.
- Overvejer du at købe sommerhus, er det en god ide at se på, om prisen stemmer nogenlunde overens med priserne på de tilsvarende sommerhuse i området. Det er også muligt at se nærmere på de konkrete salgspriser, der er offentligt tilgængelige, siger Morten Rimer Christensen, men han understreger også, at det selvfølgelig ikke udelukkende handler om prisen, men også om at finde det "helt rigtige" hus til en selv og familien.