Coop har besluttet at lukke Dagli'brugsen i Gandrup
Shopping

Dagli’brugsen lukker: Samrådet kalder det trist

Samrådet: - Trist udvikling. Vi har ikke behov for en spøgelsesbutik

19. december 2022 kl. 10:43

Stigende energipriser, vigende omsætning samt behov for store investeringer anføres som årsagen til lukningen af i alt 12 dagli’brugser. Det oplyser Coop, der således også vælger at vinke farvel til dagli’brugsen i Gandrup. Den 24. februar er sidste åbningsdag i butikken, hvor en halv snes fuld- og deltidsansatte medarbejdere således også mister deres job.

Lukningen vækker da heller ikke just begejstring i lokalområdet. Gandrup Samråd udtrykker bekymring for beslutningen. Formand Arne Jakobsen kalder det et kedeligt signal i en tid, hvor Gandrup ifølge formanden ellers er inde i en god udvikling. 

- Vi har efterhånden fået vendt en mangeårig nedadgående tendens til noget positivt med tilflytning og mere aktivitet. Der er ligefrem planer om et større boligbyggeri skråt overfor brugsen. Nu lukker den nærmeste dagligvarebutik, og det er bestemt ikke ønskeligt, fastslår Arne Jakobsen. 

Han frygter blandt andet, at den snart tomme butik forbliver tom og kommer til at henstå som en spøgelsesbutik. 

- Jeg håber virkelig, at der kommer et alternativ. Jeg synes ikke vi har behov for flere genbrugsbutikker, men vi må jo se, hvad der sker, lyder det fra Arne Jakobsen. Han bakkes op af samrådets næstformand, Jørgen Hansen. 

Kunde i brugsen og næstformand i samrådet, Jørgen Hansen kalder det et savn for byen.

- Jeg handler meget i dagli’brugsen i Gandrup. Der er ingen tvivl om, at det bliver et kæmpe savn for byen. I samrådet er vi for tiden ved at forberede en større markedsføring af Gandrup. Her skal vi nu til at se på, hvordan vi kan imødekomme den omstændighed, at vi mister en butik. Faktum er i hvert fald, at mange af byens borgere nu får længere til indkøbsmuligheder, siger Jørgen Hansen.

Anita Clemmensen og datteren Ida er også glade for brugsen. - Det er ikke godt for byens udvikling, siger Anita Clemmensen

Anita Clemmensen, der ligeledes er hyppig kunde i brugsen i Gandrup, er heller ikke begejstret. 

- Det er rigtig trist. Vi kommer til at mangle en dagligvarebutik, hvor mange mennesker jo gør deres indkøb. Det er ikke godt for udviklingen i lokalsamfundet, siger hun og suppleres af Mathias de Rosche: 

- Jeg bor i Vester Hassing, men jeg henter mine pakker her i butikken. Og ofte foretager jeg også mine indkøb her. Jeg kommer til at savne brugsen. Det er ærgerligt for Gandrup som bysamfund.

- Jeg kommer til at savne brugsen. Det er ærgerligt for Gandrup som bysamfund, siger Mathias de Rosche.

Udover brugsen i Gandrup lukker Coop også en anden nordjysk dagli’brugs – nemlig den i Nørhalne. Arne Jakobsen slår dog fast, at beslutningen ikke går ubemærket hen fra samrådets side. 

- Vi har tænkt os at konfrontere Coop med den kendsgerning, at vi imødeser en større tilflytning til Gandrup. Vi mener derfor ikke, at lukningen står mål med det udviklingspotentiale, der er i Gandrup. På kort sigt forventer vi en tilflytning på 100 nye indbyggere. Der er gang i flere boligbyggerier og snart får vi også et plejehjem med plads til 50 beboere og lige så mange medarbejdere. Så kundegrundlaget for en brugs forbliver jo ikke på det nuværende stadie. Om det kan påvirke Coops beslutning, er nok tvivlsomt, men vi vil gøre et forsøg, siger samrådsformanden.

Annonceret indhold

Nyeste