Byen står sammen om julerierne
Julen varer som bekendt lige til påske. I Brønderslev er det dog anderledes. Her markerer påsken snarere starten på julen.
For selv om byens julebelysning kun er i brug i få uger, så starter planlægningen allerede i marts. Her holder den såkaldte Julebelysningsgruppe årets første møde.
Og mens udsmykningen i Brønderslev efterhånden er på plads endnu engang, så er arbejdet altså et resultat af en målrettet indsats. Gruppen har således ansvaret for alt fra indkøb af nyt, til etablering af strømstationer samt planlægning og opsætning af julepynt.
- Vi er en gruppe, der består af to medlemmer fra Brønderslev Handel, én fra Brønderslev Grundejerforening og én fra Borger9700. Desuden indgår en række øvrige borgere fra byen, fortæller butiksindehaver Nicolai Sthyr-Nielsen.
Han beretter videre, at gruppen først og fremmest blev etableret med udgangspunkt i indkøbet af nyt julepynt for nogle år siden.
- Det gamle kunne ikke mere og det var ikke byen værdigt. Med fondsmidler, penge fra handlen samt tilskud fra utallige borgere, foreninger og virksomheder blev der indkøbt nyt moderne pynt, lyder det fra Nicolai Sthyr-Nielsen.
Ét er dog planlægning. Noget andet er selve opsætningen.
- Brønderslev er ikke en landsby, hvor det kan klares på en eftermiddag. Der skal opsættes tre store jule-øer, etableres store lys i Bredgade, guirlander i Nygade, flere hundrede meter lyskæder og stort juletræ. Og så skal der etableres strømstationer, 300 meter kabel, lejes lift og meget andet. Det er en kæmpe opgave og her kommer en samlet indsats ind i billedet, fastslår Nicolai.
Han takker således for den hjælp, der igen i år sikrer Brønderslev en smuk og imødekommende julebelysning. Således har blandt andre vognmand Michael Holst atter hevet tid ud af kalenderen for at hjælpe med montering af det 6 meter høje, kunstige juletræ. Desuden har Mariendal hjulpet med etablering af strøm til træet, ligesom flere andre har sagt ja til at bidrage.
I øvrigt kommer Julemanden til Brønderslev den 23. november. Brønderslev Handel har inviteret den populære herre, der assisteres ned fra kanen med hjælp fra det lokale brandvæsen. Senere på aftenen tænder Julemanden også byens store juletræ.