De mange deltagere i årets Cup er flittige til at handle i byens butikker, og det giver travlhed. Foto: Jørgen Ingvardsen
Shopping

Butiksejere lykkelige: Tjener kassen under cup-uge

15. juli 2022 kl. 12:54

Med op mod 3.000 håndboldspillere, trænere og familier i byen under sidste uges Dronninglund Cup var der masser af liv i byen hele ugen. Det gav travlhed i byens butikker, der alle havde glæde af de mange gæster.

- Det er gået helt forrygende, fortæller formanden for Dronninglund Handel, Anders Dige.

- Der har virkelig været mange rundt i butikkerne. Her i MENY regner vi med en meromsætning under Cuppen på i underkanten af 30%, så det er virkelig noget, der kan mærkes. Der er naturligvis forskel på butikkerne, men jeg er sikker på, at de fleste har haft god omsætning. Dejligt, at cuppen er tilbage, siger Anders Dige.

Samme positive budskab lyder fra Ann Frydenlund, indehaver af tøjbutikken Nicoline.

- Nu har jeg haft butikken i 7 år, og jeg har aldrig oplevet så god en cup-uge før, fortæller hun.

- Der har været rigtigt mange nordmænd i butikken. Måske skyldes det også, at mange af nordmændene har boet på hotellet, så de nemt har kunnet komme til min butik. Det har været godt, siger Ann Frydenlund.

Nyeste