Billede beskrivelse

Anne og Anders har skabt noget helt særligt sammen

30. december 2025 kl. 11.16

BRØNDERSLEV: Det begyndte ikke med en forretningsplan. Det begyndte med en lyst og et ønske om at samle deres kreativitet ét sted.

Anne og Anders har altid været kreative – hver for sig og sammen. Anne med symaskinen, hvor hun blandt andet syede tøj til sig selv og børnene. Anders med hænderne dybt nede i alt fra betonstøbning og masker til kostumer og rustninger.

- Vi lavede en masse sammen, men vi manglede et sted, hvor vores kreativitet kunne mødes, fortæller de.

Et fælles kreativt rum

Omkring 2021-2022 begyndte de at tale om at samle deres kreativitet i ét fælles projekt, og der begyndte tanken om Sew Lovely Storage at tag form. Ikke som et klassisk firma, men som et fælles kreativt projekt.

- Det var vigtigt for os, at det ikke bare blev hvor vores spor, men noget vi var fælles om, siger de.

Ud af det voksede et univers med tasker, net, mindre accessories, læderprodukter mm. Alt sammen håndlavet, gennemtænkt og med fokus på materialer og kvalitet.

Den første erkendelse

Deres første marked var i Hjørring. Familie og venner kiggede også forbi, nysgerrige på, hvad de havde gang i.

- Det føltes monsterfedt. Det var kæmpestort bare at have booket en stand, fortæller Anne.

Men det, der virkelig satte sig, var øjeblikket, hvor en kunde ville betale rigtige penge for noget, de havde lavet.

Især ét øjeblik står klart: Da en kunde ville betale 2.000 kroner for et håndlavet produkt.

- Dengang blev jeg helt overvældet. Jeg tænkte: Er det virkelig rigtige penge for noget, jeg har lavet?

I dag er følelsen en anden

- Nu ved vi, at det, vi laver, er flot og af en kvalitet, som folk gerne vil betale for, siger de,

Og den bevidsthed betyder virkelig meget.

Undervejs fandt Anne og Anders deres rette plads.

- Der er stor forskel på håndlavet og hjemmelavet, siger de.

Hvor de begyndte på kreative messer, kører de i dag rundt til kunsthåndværksmesser i hele landet. Steder hvor publikum kommer for kvalitet, materialer og håndværk.

Produkter med navne og personlighed

Alle deres produkter har navne. Ofte efter familiemedlemmer eller mennesker, der har betydet noget.

- Navnene gør det personligt. Det er ikke bare et produkt. Det er en historie, fortæller de.

Lene er for eksempel en lille pung, der opstod, fordi en tidligere kollega manglede ’en lille én’.

- Jeg lavede den, hun manglede. Og pludselig havde vi solgt vildt mange. Så den hedder selvfølgelig Lene, fortæller Anne.

De tilbyder også mange forskellige remme, så kunden kan sætte sit eget præg på tasken.

- Så er det ikke os, der har bestemt – man kan selv vælge, hvilken rem der passer bedst.

Brønderslev som base

Anne og Anders bor i Brønderslev, hvor de også har deres kreative base. Her holder de indimellem åbent i deres lille showroom på Solvangsvej.

- Det betyder meget for os at være forankret her. Og at folk kan komme forbi og opleve tingene i virkeligheden, siger de.

Ægthed er et nøgleord for Sew Lovely Storage. Både i produkter og i mødet med mennesker.

- Du får det, du ser – både med Anders og mig, og det du køber.

Materialerne er nøje udvalgt fra danske leverandører, og læderet må gerne bære spor af liv.

- Det behøver ikke være perfekt – det skal være ægte.

Fremtiden

Drømmen er, at Anne kan gå fuld tid med Sew Lovely Storage, men tempoet er bevidst.

- Vi vokser kun så meget, som vi kan følge med, siger de. For vores ting tager tid – og det er en del af værdien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste