Se billederne: Der er pustet liv i middealderen på Voergaard Slot
Mens hørskjorter og lyserøde polo'er luftes i Skagen i uge 29, så er dresscoden en kende anderledes på Voergaard Slot nær Dronninglund: Her står den blandt andet på kutter, rustninger og høje bispe-hatte, når Middelalderdagene for 21. gang afvikles på slottet.
Der er pustet liv i historien med landsknægte, håndværkere, tiggere og gøglere i det herrens år 1533: Det er året før Stygge Krumpen fordrives af Skipper Clements bondehær under Grevens Fejde – og tre år før reformationen, som med ét ændrede religions- og magtforholdene i Danmark.
Foreningen Voergaard Levende Historie og en masse aktører samt frivillige skaber liv omkring slottet. Markedet er et af Skandinaviens største middelaldermarked og strækker sig over hele 8 dage - til og med lørdag 22. juli.
Ifølge formand for Voergaard Levende Historie, Julie Smith, er arrangementets største trækplaster da også stemningen:
- Når vi har spurgt gæsterne om, hvad de sætter mest pris på, så er svaret altid: Stemningen. Der er noget tillokkende ved duften af bål, den autentiske påklædning, middelaldermusik og den levendegørelse af historien, som det jo er. Det er lidt nemmere at forestille sig tiden i 1500-tallet, når man kan se, hvordan tøjet faktisk så ud – og hvordan håndværkerne arbejdede.
Hver dag kan opleves middelaldermusik, gøgl og kampshow – og masser af middelalderlige boder, hvor der kan gøres en god handel.
Entréprisen er 75 kr. for alle ”over sværdhøjde” (+6 år) Middelalderdage har åbent fra 10-17 alle dage fra 15. juli til og med 22. juli.
Et eventuelt overskud fra arrangementet går dels til planlægningen af næste års arrangement samt til vedligeholdelse af Voergaard Slot.