Billede beskrivelse

Sag mod kommune starter i Højesteret i dag: Privat firma kræver flere millioner

Højesteret skal afgøre om det private firma Blæksprutten har krav på en langt større erstatning fra Brønderslev Kommune. Afgørelsen vil danne grundlag for sager mod andre kommuner

24. oktober 2022 kl. 15.00

KØBENHAVN: I dag tager Højesteret hul på behandlingen af sagen, hvor Brønderslev Kommune sidste år blev dømt i Vestre Landsret for at have underbetalt en privat plejevirksomhed. Kommunen blev dømt til at betale virksomheden fem millioner kroner i erstatning samt sagsomkostninger. Højesteret ventes at afsige dom i uge 44.

Det er branche- og arbejdsgiverforeningen KA Pleje, der fører sagen på vegne af medlemsvirksomhed Blæksprutten med base i Hjørring.

Sagen er særdeles principiel. Ikke bare for Brønderslev, men for alle landets kommuner. Den handler nemlig om de timepriser, kommunerne beregner og afregner de private plejevirksomheder med.

Se også
Dom kan få meget stor betydning

Derfor har KA Pleje stævnet fire kommuner udover Brønderslev. Det drejer sig om Herning, Holstebro, Struer og Rebild.

KA Pleje-direktør Karsten Høgild oplyser i en pressemeddelelse:

- Lovgivningen er klar på området: Den enkelte kommune beregner, hvad det koster kommunen at levere en times hjemmepleje - og så får den private virksomhed samme pris. Hvis timeprisen er urealistisk lav, som Vestre Landsret konkluderede i Brønderslev-sagen, så kan det gøre livet så surt for de private virksomheder, at de smider håndklædet i ringen.

- Brønderslev-sagen handler ikke kun om kroner og øre. Den handler om valgfrihed. Hvis de private virksomheder ikke får den korrekte timepris, så forsvinder grundlaget for den valgfrihed, som mange ældre vægter meget højt, siger KA Pleje-direktør Karsten Høgild.

KA Pleje vandt i Vestre Landsret

Branche- og arbejdsgiverforeningen KA Pleje fik medhold i Vestre Landsret i de principielle spørgsmål.

Landsretten slog fast, at en kommune skal kunne dokumentere sine timepriser, og det kunne Brønderslev ikke, og at en kommune er forpligtet til løbende at foretage en efterberegning af sine timeprisberegninger. Det har Brønderslev ikke gjort.

Endelig afgjorde Vestre Landsret, at en privat leverandør har ret til efterbetaling, når en kommune ikke har overholdt lovgivningen. Brønderslev Kommune påstod under sagen, at der ikke var ret til efterbetaling.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) fra Brønderslev Kommune siger nu, at kommunen er klar til at rette sig efter afgørelsen i Højesteret.

- Vi betaler de penge, vi bliver dømt til at betale, siger han, og vil vente med at udtale sig yderligere, til der foreligger en ny dom.

Grunden til, at sagen er endt i Højesteret, er, at KA Pleje er utilfreds med måden, Vestre Landsret nåede frem til erstatningsbeløbet på. 

- I forhold til det principielle er dommen i Vestre Landsret en klar sejr for os, men vi kan ikke stiltiende se til, at man bare sjusser sig frem til erstatningsbeløbet og belønner kommunen for at bryde lovgivningen, siger direktør Karsten Høgild fra KA Pleje.

Derfor har KA Pleje anket dommen til Højesteret. KA Plejes påstandskrav var 22 millioner kroner, mens landsretten efter det, retten selv betegner som "et friere skøn", nåede frem til en erstatning på fem millioner kroner. Af dommen fremgår det klart og tydeligt, at Brønderslev Kommune ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for sine beregninger.

- Lovgivningen siger meget klart, at det er kommunen, der skal dokumentere sine timepriser. Det er ikke sket her. De forvaltningsretlige principper fastslår, at en offentlig myndighed ikke må skjule beviser eller forhale sagens oplysninger. Offentlige myndigheder har en forvaltningsretlig forpligtelse til ved en retssag mod en privat virksomhed at belyse en sag således, at man når frem til det rigtige resultat. Disse forvaltningsretlige principper har Brønderslev Kommune klart tilsidesat i denne sag, siger Karsten Høgild og fortsætter:

- Selv om kommunen ikke kan dokumentere priserne, vælger retten at komme kommunen i møde med et erstatningsbeløb, der er markant lavere end det beløb, vi og vores eksperter har analyseret os frem til. Det er fuldstændig uholdbart, at en kommune slipper billigere ved at tilsidesætte lovgivningen end ved at lægge fakta på bordet. Vi skal have slået fast én gang for alle, at en kommune naturligvis ikke kan slippe billigere ved at bryde lovgivningen, og derfor anker vi til Højesteret, siger direktør Karsten Høgild fra KA Pleje.

Se også
Kommune må betale millioner i erstatning til nordjysk firma
Se også
Kommune bøjer sig: Accepterer millionerstatning til nordjysk firma
Se også
- Brønderslev drager forkert konklusion af retssag
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste