Så skete det igen: Tyve gik efter dyrt udstyr til traktorer
Endnu en gang er en landbrugsejendom blevet ramt af tyveri af kostbart gps-udstyr
HJALLERUP: Dyrt udstyr til styring af traktorer og andre landbrugsmaskiner er effektivt men desværre også eftertragtet for kriminelle på grund af den høje værdi.
I weekenden blev endnu et nordjysk landbrug udsat for tyveri, hvor det især var gps-systemer til traktorer, som var mål for tyveknægtene.
- Der blev stjålet gps-systemer fra flere udbygninger og fra flere traktorer, konstaterer politikommissæren Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi.
Tirsdag var det endelige udbytte ikke gjort op, men det skal regnes i "flere hundrede tusinde kroner", pointerer politikommissæren.
- Det er desværre sager, vi ser indimellem, siger Peter Skovbak.
Denne gang gik det ud over et landbrug på Tryvej ved Hjallerup i Brønderslev Kommune. Indbruddet fandt sted mellem fredag klokken 16 og søndag morgen, hvor det blev opdaget ved seks-tiden.
Politiet hører meget gerne fra folk, der måtte have set noget mistænkeligt i området i dette tidsrum. Det kan ske på telefon 114.
Ud over gps-systemer blev der stjålet el-værktøj, batterier og en kompressor.