Billede beskrivelse

Så er valget i gang

18. november 2025 kl. 11.02

BRØNDERSLEV: Solen er ved at snige sig op over den østlige horisont, mens mere end 100 personer står i kø foran indgangen til Brønderslev Hallerne. De venter på at klokken bliver otte, så de kan komme ind for at sætte deres kryds på stemmesedlerne til kommunal- og regionsrådsvalget.

Lige før klokken slår otte kommer den konservative viceborgmester Peter Stecher ud til indgangsdøren, som han forsigtigt åbner.

- Vi må lige holde lidt på formerne, siger han, men han står i døren og venter på, at sekundviseren kravler på plads, så klokken helt officielt er otte. Da det sker, løfter viceborgmester en klokke, som han ringer med, mens han erklærer valget for åbent. Og nu myldrer de mange tidligt fremmødte vælgere ind af døren til hallen og styrer imod valgbordene for at få udleveret stemmesedler.

Billede beskrivelse



Rundt om i hallen er de mange valgtilforordnede klar til at hjælpe med at afvikle valget. Mange af dem er kandidater, som håber og drømmer om, at de i aften er valgt til enten byråd eller regionsråd.

En af de valgtilforordnede drømmere er den kun 26-årige Jamie Voldby. Jeg går hen og ryster hånd med Jamie Voldby, som jeg gerne vil have en hurtig snak med. For jeg er nysgerrig. Hvad får en så ung mand til at stille op til et valg, hvor det jo ikke ligefrem vrimler med unge kandidater.

Vi sætter os ved et bord for at få en snak over en kop dampende formiddagskaffe.

Jeg spørger Jamie Voldby, om det er første gang, at han stiller op til et valg. Men slet ikke. Han er faktisk trods sin - for en politiker - unge alder allerede en ret erfaren kandidat.

- Jeg stillede første gang op til regionrådsvalg som 17-årig, og i 2021 stillede jeg op til både kommunal- og regionrådsvalg - dog uden at blive valgt, fortæller Jamie Voldby.

Men hvad får dog en så ung mand til at gå aktivt ind i politik?

- Det begyndte, da jeg var 13 år, hvor min oldemor kom på plejehjem med demens. Hun døde, da jeg var 14 år, men jeg fortsatte som besøgsven på plejehjemmet. Og der begyndte jeg at undre mig over vores ældrepolitik, som jeg syntes burde være bedre. Derfor meldte jeg mig ind i Dansk Folkeparti, fordi det var et parti med en klar ældrepolitik, og de første gange jeg stillede op, var det for Dansk Folkeparti. Jeg trak mig dog helt ud af politik for et par år siden, da jeg meldte mig ud af Dansk Folkeparti. Da Danmarksdemokraterne blev dannet fik jeg lyst til at gå ind i politik igen, så derfor stiller jeg op for Danmarksdemokraterne denne gang, fortæller Jamie Voldby.

Nå, nu det skal jo ikke handle for meget om politik, selv om det en af demokratiets store festdage. Jeg er mest interesseret i mennesket bag politikeren, der bor i nordbyen i Brønderslev sammen med sin partner og deres 3-årige søn. Civilt er han procesoperatør i Fibertex i Aalborg, og nu drømmer han altså om en politisk karriere.

Hvor vil du helst vælges til; byråd eller regionsråd for du er jo opstillet begge steder?

- Absolut til byrådet. Det er min største forhåbning, siger Jamie Voldby med et stort smil.

Nu går valgdagen for ham så med at være valgtilforordnet. Og en gang i aften ved han, om drømmen gik i opfyldelse. Eller om han måske skal prøve endnu engang til næste kommunalvalg om fire år, hvis det ikke skulle lykkes denne gang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste