Rygte: Forfatterskolen på vej væk fra Brønderslev
BRØNDERSLEV: For mange sprang der en mindre bombe, da der tirsdag var godt besøgt valgmøde i Studenterhuset i Godsbanegade. For i oplæg til debat kunne arrangørerne oplyse om et varmt rygte: At den landsdækkende Brønderslev Forfatterskole kan være på vej væk fra byen.
Rygtet blev efterfølgende angiveligt politisk bekræftet. Så jeg ringede til Steen Søgaard fra Borgerlisten, der er medlem af Økonomiudvalget og Børne-, og Skoleudvalget i Brønderslev kommune
Kan du bekræfte rygtet om, at Brønderslev Forfatterskole kan være på vej ud af byen?
- Det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Men jeg kan sige, at der bliver arbejdet på sagen, og vi er meget tæt på, at alt er på plads.
Men er der bund i rygtet om at forfatterskolen skal flytte?
- Det handler om, at idrætshøjskolen skal igennem en renovering til sommer, så forfatterskolen ikke kan afvikle kurser i uge 31, som den plejer. Vi har derfor undersøgt andre muligheder for 2026.
Rygtet siger, ar forfatterskolen skulle flyttes til Dronninglund.
- Det er rigtigt, at vi har undersøgt den mulighed.
Også en mere permanent flytning til Dronninglund?
- Den mulighed har været undersøgt, for der er også noget økonomi i sagen. Men vi har arbejdet på at få flyttet sommerens forfatterskole til uge 28 i stedet for uge 31, så den den gennemføres på idrætshøjskolem, men det er ikke helt uproblematisk, fordi underviserne har planlagt efter, at de skal undervise på forfatterskolen i uge 31. Jeg tror dog på, at alt falder på plads, så der kan undervises på idrætshøjskolen i uge 28 til sommer.
Betyder det så også, at der er en permanent løsning på vej, så forfatterskolen bliver i Brønderslev?
- Man skal aldrig garantere noget inden alting er helt på plads, men jeg forventer en snarlig afklaring - måske allerede i morgen lørdag - og så skal vi nok melde ud, fortæller Steen Søgaard.
Brønderslev Forfatterskole har eksisteret siden 2004. I sommerferien afholdes der kurser for flere hold unge i alderen 13 - 20 år.
Kurserne foregår på Nordjylland Idrætshøjskole, hvor eleverne bor hele ugen og undervises i at skrive godt. Brønderslev Forfatterskole er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Region Nordjylland og Brønderslev Kommune.
Valgmødet hvor den mulige flytning af Brønderslev Forfatterskole blev et tema, var arrangeret af Brønderslev Handel, Vores By Brønderslev og Borger 9700. Arrangørerne skønner, at der var 150 tilhørere i den fyldte sal.