Røde Kors åbner butik i Hjallerup med salg af brugte kontormøbler
HJALLERUP: Da Røde Kors flyttede sin butik fra Hjallerup Centret til nyindrettede lokaler på Bakken, var det bl.a. på grund af tilkørselsforholdene og manglende parkeringsmuligheder.
Røde Kors råder imidlertid fortsat over lokalerne i midtbyen helt frem til udgangen af september, og det benyttede man sig af, da de i efteråret fik tilbudt en større donation på 270 stk. kontormøbler fra et revisionsfirma i Aalborg.
- Det sagde vi ja tak til og tog dermed den gamle butik i brug igen til det formål, fortæller formanden for Røde Kors i Dronninglund/Hjallerup, Hans Jørgen Dalum.
- Det viste sig at være en rigtig god og interessant forretning, der i løbet af nogle uger indbragte en indtjening på 100.000 kroner. Alle disse møbler er nu solgt eller brugt hos os selv, siger han.
Den succes rygtedes helt over til Landsorganisationen, der opfordrede lokalafdelingen til at fortsætte med denne nye aktivitet og etablere en base for salg af kontormøbler i Nord- og Midtjylland.
- Vi har derfor sagt ja til donationer fra København på ikke mindre end fem totalt fyldte lastvognstræk med i alt omkring 900 møbler, der nu er ankommet til Hjallerup. Vi er i gang med at forberede åbningen af salget. Hvis alt går vel, håber vi, at det kan ske torsdag 20. april.
Eneste butik af den slags
- I Røde Kors regi er vi den eneste butik af denne slags. Der er nogle genbrugsbutikker, der har lidt kontormøbler, men butikken her er den eneste, der udelukkende sælger kontormøbler, og den er særdeles velegnet. Det er en gammel møbelbutik, så den er bygget til formålet. Tanken er, at vi vil holde åbent i butikken torsdag formiddag og fredag eftermiddag. Desuden vil vi sælge møblerne gennem vores webshop. Selvom vi nu råder over en stor butik, så er den allerede fyldt godt op, og flere møbler er på vej. Møblerne får vi fra store virksomheder, og det betyder, at der er mange af den samme slags. Vi har over 100 borde, og det er alle hæve/sænke borde. Mange er af mærket Kinnarps, der er svensk kvalitet. De koster mange tusinde kroner som nye, og dem sælger vi for 1.400 kroner.
Tror på projektet
- Det er et stort projekt, vi har kastet os ud i, men vi oplevede i efteråret, at vi godt kunne sælge kontormøbler. Nu prøver vi så at gøre det igen. I første omgang til udgangen af september. Så må vi i bestyrelsen tage stilling til, om det er noget, der er blivende for os, eller om vi skal droppe det. Vi har den økonomiske udfordring, at vi skal betale fragten fra København, og derudover er der selvfølgelig huslejen. De to ting skal vi have dækket ind til den gode side. Kan vi det, er det jo en nem beslutning at træffe. Jeg tror på projektet, siger Hans Jørgen Dalum.