Billede beskrivelse

Risiko for asbeststøv hos naboer: Nu tager virksomhed konsekvensen

Efter klager fra naboer over støvgener og fund af asbest i genbrugsbeton på virksomheden, stopper Genbrugssten i Brønderslev med nedknusning

12. oktober 2022 kl. 14.01
Opdateret 14. oktober 2022 kl. 10.36

BRØNDERSLEV: Naboer til virksomheden Genbrugssten på Agdrupvej i Brønderslev kan ånde lettet op. Efter fund af asbest i beton på  virksomhedens nedknusningsplads, tager virksomheden konsekvensen og stopper helt med at knuse gammelt beton, som bl.a. indleveres fra genbrugspladser i Brønderslev og Hjørring Kommuner. 

Naboerne var tirsdag aften inviteret til  møde, hvor situationen omkring støvgenerne skulle drøftes. Her blev kritikken taget i opløbet, da Genbrugssten meddelte, at knusningen stopper. 

- Vi er selvfølgelig meget lettede over, at de stopper med knusning og oplagring af gammelt beton. Det er det, der giver anledning til de værste støvgener hos os naboer, så det er jo også det vi har kæmpet for, siger nabo Inge Lise Holm, der sammen med sin mand bor på Limfjords Vej, cirka 150 meter fra nedknusningspladsen. 

Billede beskrivelse

Når vinden er i  vest og sydvest har naboerne til tider oplevet voldsomme støvgener, hvor betonstøvet har lagt sig på bl.a. biler og planter i haverne. 

For nylig blev der fundet asbest i et stykke beton på nedknusningspladsen, hvilket straks fik bekymringen til vokse kraftigt hos naboerne, og det fik virksomheden til indstille nedknusningen indtil videre.

- Det er vigtigt at sige, at den meget lille mængde asbest, der er fundet ikke er i støvet, der evt er blæst over mod naboerne, men i et stykke indkapslet beton. Vi er nu ved at få analyseret støvet. Man skal huske, at der er asbest i luften mange steder,  Men der skal ikke være en risiko for, at naboerne kan blive udsat for det her, og derfor har vi besluttet helt at stoppe med nedknusning af beton, og aftalerne om at aftage genbrugsbeton fra genbrugspladserne er sagt op, fortæller direktør for Genbrugssten, Mikkel Kastrup.  

Billede beskrivelse

Han betegnet mødet tirsdag med naboerne som meget positivt, og nu må virksomheden koncentrere sig om kerneproduktet, som er afrensning af gamle mursten. Flere mursten, der skal oplagres på pladsen udenfor virksomheden kan også forårsage støvgener hos naboerne. 

- Det finder vi løsninger på i samarbejde med kommunen, fortæller Mikkel Kastrup.

Formand for teknik og miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Peter Stecher (K) siger om den nye udvikling i sagen. 

- Det ser ud til at være meget fornuftigt, at virksomheden nu helt stopper knusningen af beton, siger Peter Stecher. 

Genbrugssten har imidlertid 10.000 ton gammelt beton liggende på pladsen. 

- Der bliver muligvis aftalt en sidste knusning, men det vil naboerne blive informeret om, og det kommer også til at ske i samråd med naboerne, siger Mikkel Kastrup. 

Se også
Der er fundet asbest i støv, der plager naboer i Brønderslev
Se også
Bæredygtig fabrik belaster villakvarter: - Et svineri uden lige
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste